Brasiliansk politi advarer om sikkerhed før OL

Politiet i Brasilien demonstrerer og advarer om, at de ikke kan sørge for sikkerheden under OL til august.

Politifolk holder et skilt, hvor der står "Velkommen til helvede" i lufthavnen i Rio. På gulvet ligger en dukke, som symboliserer en død politibetjent. (Foto: © VANDERLEI ALMEIDA, Scanpix)

Den seneste uge har politiet i Rio de Janeiro i Brasilien demonstreret.

Politiet er vrede over, at de ikke har fået løn i flere måneder, og at omkring 50 betjente har mistet livet i Rio siden nytår.

Politiet demonstrerer blandt andet ved Rios største lufthavn for at vise turister, hvordan det står til i landet, inden OL i Rio begynder den 5. august.

Betjente: Velkommen til helvede

Mandag holdt politiet et skilt i lufthavnen, hvor der stod:

”Velkommen til helvede. Politi og brandfolk får ikke løn, og enhver, der kommer til Rio de Janeiro, er ikke i sikkerhed.”

På gulvet i lufthavnen lå dukker med politiuniformer, som symboliserede de omkring 50 betjente, som er blevet dræbt siden nytår.

Betjent: Vi vil vise turister virkeligheden

Man regner med, at omkring en halv million mennesker vil komme til Brasilien i forbindelse med OL.

- Vi er her for at vise borgere og turister fra hele verden, hvordan virkeligheden er i Brasilien, siger politibetjenten Alexander Neto på 56 år.

- De er blevet snydt, og vi er også blevet snydt. Man må forstå, at der ikke er nogen offentlig sikkerhed, siger han.

/ritzau/AFP