Bloddonorer får sms, når deres blod bliver brugt

Bloddonorer i Region Hovedstaden får en sms, når deres blod har hjulpet en patient. Sms’erne skal påskønne bloddonorerne, siger blodbank.

Indtil videre er det kun et udsnit af bloddonorerne, der får sms’en. Regionen vil nemlig først se, om sms’en har en effekt, inden alle donorerne får en sms. (Foto: © NIELS AHLMANN OLESEN, Scanpix)

I Danmark har man mulighed for at blive bloddonor og give noget af sit blod til hospitaler.

Blodet bliver brugt til patienter, der for eksempel har mistet meget af deres eget blod på grund af en ulykke.

Region Hovedstaden er nu begyndt at sende en sms til bloddonorerne, når deres blod bliver brugt. I sms’en står der: "Tak! Det blod, som du donerede d. 12. september, har nu hjulpet en patient."

Sms siger tak til bloddonorer

Merle Romose er kommunikationskonsulent hos Giv Blod. Hun siger, at sms’en skal påskønne bloddonorernes hjælp.

- Vi vil gerne understrege overfor donorerne, at den hjælp, de giver, er livsvigtig og værdsat. Både af blodbanken, men især af de patienter, der modtager blodet, siger hun.

Indtil videre er det kun et udsnit af bloddonorerne, der får sms’en. Regionen vil nemlig først se, om sms’en har en effekt, inden alle donorerne får en sms.

Bloddonor: Jeg ville fortsætte uden takke-sms

Benny Schou er bloddonor på Bornholms Hospital og har fået en sms, hvor der står tak.

Han synes, sms’erne er en god idé, men han ville stadig fortsætte med at være bloddonor, selvom han ikke fik en sms med tak.

- Jeg vil fortsat være bloddonor, så længe jeg kan bruges, men det er en fin anerkendelse af, at man har gjort en indsats og støttet op om det projekt, der handler om at være bloddonor, siger han.