Arbejdsgivere og fagforbund vil lave integrations-uddannelse

Som en del af trepartsforhandlingerne foreslår arbejdsgiverne og fagforeningerne at lave en integrations-grunduddannelse til flygtninge.

Integrations-grunduddannelsen vil give flygtninge adgang til arbejdsmarkedet, uden at de for eksempel skal have en lav løn, som ødelægger konkurrencen på arbejdsmarkedet, mener Lizette Risgaard. Hun er formand for LO, som er hovedorganisation for 18 fagforeninger. (Foto: © Linda Kastrup, Scanpix)

Siden den 11. februar har regeringen, fagforeningerne og arbejdsgiverne været i gang med trepartsforhandlingerne.

Regeringens mål med forhandlingerne er at lave en aftale om, hvordan flere flygtninge får et arbejde.

Nu foreslår Dansk Arbejdsgiverforening og organisationen LO, at man laver en ny integrations-grunduddannelse, siger de en pressemeddelelse.

Flygtninge skal have 20 ugers uddannelse

Uddannelsen skal være til flygtninge og familiesammenførte, som har svært ved at få et almindeligt job i Danmark. For eksempel hvis de ikke har nogen uddannelse fra hjemlandet.

Integrations-grunduddannelsen skal vare 20 uger, og den skal være et tilbud udover virksomhedspraktik, løntilskud og forskellige kurser.

- Med dette indspil åbner vi op for, at flygtninge og familiesammenførte uden mange kvalifikationer kan få adgang til arbejde og uddannelse, siger Lizette Risgaard. Hun er formand for LO.

Minister: Det er et skridt mod bedre integration

Beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (Venstre) synes godt om fagforeningernes og arbejdsgivernes idé om en integrations-grunduddannelse.

- Det er et vigtigt skridt mod at sikre en bedre integration på arbejdsmarkedet i Danmark, skriver han.

- Nu vil vi se nærmere på aftalen, og den vil indgå i de videre trepartsforhandlinger, skriver Jørn Neergaard Larsen.

/ritzau/