Antallet af folkeskoler er faldet

I de seneste 15 år er hver fjerde folkeskole lukket. Professor ser udviklingen som et fravalg af folkeskolen.

I 2001 var der 1683 folkeskoler i Danmark. Men i 2016 var antallet faldet til 1289. (Foto: © Thomas Lekfeldt, Scanpix)

Hver fjerde folkeskole er lukket i løbet af de seneste 15 år, skriver Kristeligt Dagblad.

Det viser tal fra Udenrigsministeriets register over institutioner, som tænketanken Mandag Morgen har indsamlet.

I 2001 var der 1683 folkeskoler i Danmark. Men i 2016 var antallet faldet til 1289.

Der er kommet flere privatskoler

En af forklaringerne er, at mange folkeskoler i landdistrikterne er blevet lagt sammen til større skoler med flere elever.

Men derudover vælger forældre i stigende grad privatskoler eller friskoler, når de skal vælge skole til deres barn.

Antallet af privatskoler og friskoler er steget med cirka 20 procent de seneste 15 år.

Professor: Forældre vælger folkeskolen fra

Niels Egelund er professor i specialpædagogik på Danmarks Pædagogiske Universitet. Han mener, at det overordnet er godt med et alternativ til folkeskolen.

Men modsat tidligere handler forældrenes valg i højere grad om et fravalg af folkeskolen. Det kan få konsekvenser for, hvor godt samfundet hænger sammen.

- Tanken med folkeskolen er jo, at man går i skole med både arbejdsmandens, den arbejdsløses og direktørens børn, siger Niels Egelund.

/ritzau/