Danmarks første astronaut blev født i København i 1976. Allerede da han var 10 år, vidste Andreas, at han ville være astronaut.
Andreas Mogensen uddannede sig til rum-ingeniør og søgte job som astronaut hos den europæiske rumfarts-organisation.
8500 kæmpede om at blive astronaut
Andreas måtte konkurrere med 8500 ansøgere til jobbet som astronaut.
- Da vi var 10 tilbage, tænkte jeg 'okay, det kan godt være, at det alligevel lykkes', siger Andreas Mogensen.
Den europæiske rumfartsorganisation valgte Andreas, og siden har han været på en hård uddannelse før hans første tur ud i rummet.
Andreas boede 20 meter under havet
Andreas Mogensen boede blandt andet i en uge i hulerne under jorden på den italienske ø Sardinien for at vænne sig til at bo under svære forhold.
Han har også boet på verdens eneste forskningsstation 20 meter under havet ved Florida i USA.
Andreas har lært russisk, fordi han skal være næstkommanderende på det rumskib, der skal flyve ham til Den Internationale Rumstation.
Glæder sig til at se den blå planet
Andreas Mogensens første mission bliver otte dage ombord på Den Internationale Rumstation.
Han glæder sig til at bo og arbejde i vægtløs tilstand.
- En anden helt stor oplevelse bliver at kigge ned på Jorden og se vores blå planet og flyve over verdenshavene og kontinenterne, siger han.
/DR/Ritzau/
http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:55d4950aa11f9f13fc4a5d5c http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:55e41c09a11f9f0dacad4918