76 betjente såret under G20-demonstrationer

Fredag begynder G20-topmødet i Hamborg. Torsdag aften stødte demonstranter og politi sammen, og 76 betjente blev såret.

G20 er en sammenslutning af verdens 19 stærkeste økonomier samt EU.

Fredag og lørdag er der G20- topmøde i Hamborg, og torsdag demonstrerede omkring 12.000 personer imod topmødet.

Torsdag aften udviklede demonstrationerne sig til sammenstød mellem politi og cirka 1000 demonstranter fra den yderste venstrefløj. 76 betjente blev såret.

Demonstranterne nægtede at tage masker af

Demonstranterne bar bannere, hvor der stod "Smadr G20" og "Velkommen til helvede". Flere af demonstranterne havde også masker på.

Da politiet gav ordre til, at demonstranterne skulle tage maskerne af, begyndte demonstranterne at kaste med flasker og fyrværkeri.

Politiet svarede igen med tåregas og vandkanoner.

Ekstra politi er indkaldt

20.000 tyske betjente fra hele landet skal passe på deltagerne ved G20-topmødet i Hamborg.

Allerede sidste weekend var der sammenstød mellem politi og demonstranter, og der var også sammenstød natten til onsdag.

Flere personer er anholdt, oplyser lokale myndigheder ifølge nyhedsbureauet AFP.

G20

  • G20 er en sammenslutning af verdens 19 stærkeste økonomier samt EU.

  • G20 blev dannet i 1999 efter finanskrisen i Asien.

  • Siden 2008 har G20 holdt møde en eller to gange om året. Møderne afholdes på skift i medlemslandene.

  • G20 har ingen formel beslutningskraft eller myndighed. Men møderne skal give retningslinjer for, hvad de økonomisk stærke lande vil og kan sammen.

/ritzau/