Sergei Skripal er en 66-årig russisk mand og eks-spion. For en uge siden blev han og hans 33-årige datter udsat for et angreb med nervegift i Storbritannien.
Sergei Skripal og hans datter havde besøgt restauranten Zizzi og pubben Mil i byen Salisbury, inden de blev fundet livløse på en bænk.
Den første betjent, som nåede frem, blev også alvorligt syg, og Sergei Skripal og hans datter er fortsat i kritisk tilstand.
Gæster skal rengøre deres ejendele
Myndighederne har fundet spor af nervegift på den restaurant, som Sergei Skripal og hans datter besøgte, skriver BBC.
Derfor skal alle gæster, der besøgte restauranten og pubben, nu rengøre deres ejendele.
Det drejer sig om op til 500 personer, som skal rengøre deres tøj, smartphones og smykker som en sikkerhedsforanstaltning.
Sundhedsstyrelse: Risiko er lav og gå ikke i panik
Sally Davies er direktør for den britiske sundhedsstyrelse. Hun er bekymret for, at rester af nervegift kan give sundhedsproblemer, hvis man går med det længe.
Hun siger dog, at risikoen er lav, og der er ikke grund til panik.
Flere end 250 antiterror-betjente er ved at undersøge sagen. Den britiske indenrigsminister Amber Rudd siger, at der er en ”kæmpe efterforskning” i gang.