34 personer er dømt for at planlægge attentat mod Erdogan

34 personer har fået fængsel på livstid for at have planlagt at dræbe den tyrkiske præsident i sommeren 2016.

De 34 personer er hver især blevet idømt fire livstidsdomme. De fleste af de dømte er soldater. (Foto: © OSMAN ORSAL, Scanpix)

I sommeren 2016 forsøgte militæret i Tyrkiet at overtage magten fra den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan.

Nu er 34 personer i Tyrkiet blevet idømt fængsel på livstid for at have planlagt at dræbe Erdogan under militærkuppet.

Attentatet mod Erdogan skulle have været gennemført på et luksushotel under kupforsøget, men Erdogan flygtede, inden soldater stormede hotellet.

De fleste af de dømte er soldater

De 34 personer er hver især blevet idømt livstidsdomme, oplyser den statsejede tv-station TRT Haber.

De fleste af de dømte er soldater, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Den tyrkiske regering beskylder imamen Fethullah Gülen for at have stået bag kupforsøget. Imamen er anklaget in absentia, men han modtog ikke sin dom onsdag.

/ritzau/AFP