Syrien har i flere år været hårdt plaget af borgerkrig. I nat mødtes ledere fra 17 store lande i München for at tale om situationen.
Lederne blev enige om at samarbejde om en våben-hvile mellem regerings-hæren og en række oprørsgrupper i Syrien.
Det oplyser USA og Tysklands udenrigsministre på et pressemøde. En våben-hvile vil betyde, at kamp-handlingerne stopper.
Lande skal tale om fred
Tysklands udenrigsminister er Frank-Walter Steinmeier. Han siger, at våben-hvilen ikke gælder Islamisk Stat, som stadig skal bekæmpes.
Han siger, at der vil gå nogle dage, før det står klart, om våbenhvile-aftalen kan føres ud i livet.
Landene er også blevet enige om at mødes i Géneve for at tale om, hvordan der kommer fred i Syrien.
Rusland vil stadig bombe Islamisk Stat
Rusland vil fortsætte med at bombe den ekstremistiske gruppe Islamisk Stat.
Det siger den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov. Han ønsker at samarbejde med USA om at bekæmpe Islamisk Stat.
- Vi har en fælles fjende, siger han.
Folkekirkens Nødhjælp: Der mangler handling
Birgitte Qvist-Sørensen er generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp. Hun er glad for aftalen, men siger, at der også skal være handling bag.
- Det er godt, at den humanitære hjælp er højt på dagsordenen, og nu vil jeg rigtig gerne se konkret handling, siger hun.
- Det gennemgående billede under denne konflikt har været, at alle stridende parter forfølger deres egen dagsorden, mens de civile bliver ladt fuldstændig i stikken, siger Birgitte Qvist-Sørensen.
/ritzau/