Det var den gamle konge, Christian Den Tredje, der egentlig opfandt skolen i Danmark. I 1539 besluttede han en ny lov om kirkerne. Og om kirkens skoler, som der kun var 50-60 af dengang.
Her skulle eleverne lære at læse, skrive og synge. Al undervisning foregik på det gamle sprog latin. Skolerne blev også kaldt latin-skoler.
Latin var elitens sprog. Altså de rige folk i byerne. Det var et sprog, som bønderne og deres børn ikke forstod.
Bøndernes børn skulle arbejde
De fleste børn i Danmark var børn af bønder. Men de gik ikke i skole. Og mange af de riges børn havde ofte en privat-lærer derhjemme.
Kirkens skole blev ledet af præstens hjælper, degnen. Børnene lærte om kristendommen. "Fader Vor" og "De ti bud" skulle man kunne huske udenad.
Men bønderne synes ikke, at der var meget nytte i at sende deres børn i skole. De skulle hellere hjælpe til i arbejdet på markerne.
Nu kommer der mange flere skoler
Først i 1700-tallet besluttede man, at endnu flere børn skulle gå i skole.
I købstæderne blev der bygget frie danske skoler, som de hed. En købstad var en større by, som havde lov til selv at bestemme mange ting.
I 1735 var der cirka 600 skoler ude på landet. Nogle år senere var der nu 1700 skoler.
Børnene havde ikke mange fag. Kristendom og læsning var de vigtigste. Men flere skoler havde også skrivning og regning på skoleskemaet.
Kirkens tid i skolen stopper
Skolegangen var hele året. På nær i høst- og pløje-tiden om efteråret. Det er den ferie, vi i dag kender som efterårsferie i oktober.
Det var stadig degnen - kirkens mand - der underviste børnene. Men nu begyndte der at komme en ny underviser. Han blev kaldt skole-holderen.
Han var ikke kirkens mand. Der blev ansat flere og flere skoleholdere i stedet for degne. Danmarks første seminarium blev oprettet i Tønder i 1786. Nu skulle skolens lærere uddannes som lærere.
Tiden med kirken som leder af de fleste skoler var ved at være forbi.
Kilder: Ole Bole kom i skole af Sten Larsen, Gads Historieleksikon, Den store danske encyklopædi