I år skal ansatte i staten, regionerne og kommunerne have nye overenskomster. Men lønmodtagerne og arbejdsgiverne kan ikke blive enige.
Hvis parterne ikke finder en løsning, vil det føre til strejke og lockout. Fagforeningerne har varslet strejke fra den 4. april. Hvis dette sker, kalder man det en storkonflikt.
Torsdag mødes 10.000 tillidsfolk fra mere end 180 fagforeninger i Fredericia for at diskutere en mulig storkonflikt.
Tillidsfolk skal planlægge aktiviteter
Mødet foregår i messecenteret Messe C i Fredericia. Messecenteret kalder mødet ’det største faglige møde i Danmarkshistorien’.
Bodil Otto er formand for HK Kommunal. Hun siger, at tillidsfolkene skal koordinere og udvikle aktiviteter, der skal sættes i gang i forbindelse med en konflikt.
- Jeg tror på, at der kan dannes en masse energi, når overlægen, jord- og betonarbejderen, soldaten, HK'eren og en masse andre fagligheder går sammen om at udveksle kreative forslag til aktiviteter, siger hun.
Messecenteret har meget travlt
Grete Højgaard er administrerende direktør hos Messe C. Hun siger, at personalet har haft meget travlt med at planlægge mødet.
Messecenteret har normalt flere måneder til at planlægge så stort et møde, men denne gang har de kun haft få uger.
- Det stiller store krav. Alle skal være indstillede på, at i de her dage skal man lave noget andet – og der er nogle, der skal arbejde om natten hele ugen her, siger hun.
Ovenfor kan du se en video fra messecenteret i Fredericia, hvor der er dækket op med 10.000 kaffekopper.