Året på Kastanievej Efterskole på Frederiksberg er ved at være slut. Et par måneder inde i skoleåret fik Louise Bechmann diagnosen ADHD. Nu kan hun tage op til tre piller om dagen for at kunne koncentrere sig.
I aften er der galla, og Louises energiniveau er i bund. Men hun har heller ikke taget nogen piller i dag. Det kan være, det hjælper.
Når Louise går ud, lægger hun mærke til alt omkring sig - som en hundehvalp, der er blevet sluppet ud på en mark - og så glipper det nogle gange med at have fokus på det vigtige.
Heldigvis kan veninderne distrahere Louise, så hun glemmer tankemylderet og bare har det sjovt. Selvom hun stadig har svært ved at forstå, at der er andre end hendes mor, der godt kan lide hende.
Før i tiden fortalte Louise ikke sine venner, at hun var syg. Hun skammede sig over det. Men så sagde en lærer til hende, at hun selv var med til at bevare tabuet. Så nu taler Louise med sine venner, når det hele bliver for meget.
Ligesom så mange andre laver Louise lister for ikke at glemme.' Tør støv af, støvsug, vask gulv' - det er ikke nok for Louise at skrive 'gør rent'.
Ved at have en plan holder Louise holder sig selv i ørerne. Hendes næste mål er at komme igennem HF, for hun håber, at hun en dag kan blive journalist.
For første gang i sin skoletid vil Louise ikke have nogen særbehandling. Men det er svært, når hver lærer har forskellige regler, man skal rette sig efter. Det skaber kaos i Louises hoved, og hendes indre sportskommentator råber højere og højere:
'Hvad gør Louise Bechmann nu? Lader hun tasken ligge på bordet, selvom læreren siger, den skal være på gulvet?' Og så kan hun ikke lade være med at svare læreren igen.
Nogle gange tror Louise, det ville det være nemmere, hvis hun bare havde en t-shirt på, hvor der stod 'pas på mig'.