Jeg var 10 år gammel, da jeg fandt ud af, at min far er alkoholiker.
Det var ikke nyt for mig, at han sad med et glas mellem hænderne og var fuld udenfor sociale sammenhænge. Men der var alligevel en brik, der faldt på plads.
Da familien konfronterede ham, benægtede han alt. Han havde ikke et problem, påstod han, selvom hans og vores liv som en familie ved at smuldre. Jeg blev enormt frustreret over, at han bagefter kunne finde på at drikke så åbenlyst foran os. I mit hoved var det sådan, at hvis hele hans familie ønsker, at han ændrer på det, hvorfor gør han det så ikke?
Jeg forsøgte at finde ud af, hvordan jeg kunne hjælpe min far og hans kone, så de kunne fokusere på at redde deres ægteskab. Når de skændtes, tog jeg mine små søskende med ud på en gåtur, legede med dem eller satte en film på. Med de voksnes hænder frie kunne de måske reparere det ødelagte i familien.
Jeg ønskede virkelig, at min far kunne se, at problemet rakte udover ham selv. At der var en familie og børn, der bare ventede på, at han blev ædru. Og selvom jeg virkelig prøvede, så er det svært at hjælpe et menneske, som ikke erkender, at han har et problem.
Da jeg gik i 1.g, tog jeg en stor chance.
Dengang boede jeg hos min mor og forslog en dag, at jeg skiftede skole og flyttede ind hos min far. Så han ikke skulle være alene. Til gengæld skulle min far arbejde med sit misbrug og stoppe med at drikke. Han sagde ja til forslaget, og jeg blev så glad.
Dér fik jeg nok. Jeg flyttede fra ham igen og sagde, at jeg ikke ville se ham længere. Nu skulle jeg videre. Jeg kastede mig i ringen med en masse projekter. For eksempel et band, som jeg spiller i nu. Læste bøger, tog en masse billeder, stimulerede den kreative side af mig.
Der gik mere end to år, hvor vi ikke havde kontakt.
For et halvt år siden ringede min søster og sagde, at hun var bekymret for min fars helbred. Så jeg genoptog kontakten med ham. Jeg har vekslet mellem tvivl og beslutsomhed. Jeg har udtrykt min frustration i mange ord og følelser, men de er altid endt med skuffelser. For han stopper ikke med at drikke.
Nu skal jeg fokusere mere på mig selv. Det handler om at frigøre mig fra min far og den byrde, det er at have ham i mit liv. Selvfølgelig skal han stadig være der - jeg skal bare frigøre mig fra alle de tanker, der er, når man har en far, som er alkoholiker.
Selvfølgelig frygter jeg at ende som ham. Der er jo noget, der hedder social og genetisk arv. Og nogle mennesker er mere tilbøjelige til at blive alkoholikere, fordi de har nogle ubearbejdede ting. Det er derfor, jeg taler om det nu. For at arbejde med de ting, der er blevet fejet ind under gulvtæppet gennem min barndom.
Jeg prøver at være den bedste version af mig selv for ikke at ende som ham. Være et godt menneske, være sund og have det sjovt. Være ambitiøst og produktiv. Finde en vej i livet og følge den. Når man har fundet den vej, må man ikke lade sig distrahere af uforløste tanker eller drømme.
Jeg er nødt til at frigøre mig af den her kamp. Jeg har stor respekt for dem, der gør noget ved deres alkoholmisbrug. Man skal holde fast i den kærlighed, man har til sine forældre, men man må for guds skyld ikke miste sig selv.
Redaktion bag Tværs har været i kontakt med Karls far og har fremlagt Karls fortælling for ham. Faderen har ingen kommentarer, da han ikke ønsker at stå i vejen for Karls fortælling og Karls oplevelse af begivenhederne.