I marts i år udgav Politiken en af mine klummer. Den handlede om, at jeg gerne ville have den perfekte mand. En mand, der er lige så lækker som jeg selv.
Efter at klummen var kommet ud, inviterede mine forældre mig til middag. De havde læst teksten og opfordrede mig til at tænke mig om.
Jo, der var nogle meget forgudende beskrivelser af mig selv, men jeg havde altså også skrevet teksten lidt selvironisk. Men de syntes, at jeg gik over grænsen. De mener, jeg er for skrøbelig, og klummer som den risikerer at skade mig selv. De tror, at jeg senere vil fortryde, at jeg har været så åben om mange ting i mit liv – måske når jeg engang skal til at søge et job.
Jeg kan bedst lide at skrive klummer
Det hele begyndte med, at jeg fandt ud af, at jeg kan godt lide at skrive tekster. Jeg skriver for eksempel digte om folk, jeg tilfældigt møder. Som dengang jeg skrev om en kvinde, jeg mødte, der arbejdede i en porcelænsbutik i Horsens.
Men jeg kan bedst lide at skrive klummer om mit eget liv.
Det kan være ting som min seksualitet. Om at date på Tinder. Om de ting, jeg ikke kan lide ved min krop. Eller om min spiseforstyrrelse, som jeg stadig kæmper med.
At skrive klummer om mit eget liv giver mig rigtig meget, og jeg synes, det er fedt. Når jeg skriver om mine egne oplevelser, så får jeg en selvforståelse og forstår bedre de problematikker, jeg kæmper med. Jeg får en forløsende følelse af at komme ud med det, når jeg skriver det ned, og jeg bagefter læser det.
Det giver mig et kick at skrive noget, som jeg synes lyder fedt. Og så håber jeg, at teksterne kan fange andre unge, som bakser med de samme problemer.
Men når mine forældre bliver kede af det og bekymrede for, at jeg er for skrøbelig til at fortælle om de ting, og at det bliver for udleverende om min egen situation, så bliver jeg i tvivl. Jeg tror endda engang, de har brugt ordet ulykkelig, fordi jeg havde et behov for at eksponere mig selv på den måde.
Jeg forstår mine forældre
Jeg har haft anoreksi, siden jeg var 11 år. Jeg har OCD, og jeg har været igennem en masse forskellige ting i mit liv. Så jeg forstår godt, at mine forældre er nervøse, og deres nervøsitet kan også være velbegrundet.
Jeg har et evigt ønske om at kunne gøre mine forældre stolte af mig. Mine forældre og jeg har et godt forhold til hinanden. Vi elsker hinanden, og derfor vil jeg ikke have, at stemningen mellem os bliver underlig.
De foretrækker, at jeg skal skrive digte og lade være med at skrive så meget om mig selv og de problemer, jeg har.
Jeg kan mærke, at jeg lægger en dæmper på mig selv, når jeg efterfølgende har skrevet klummer om emner, som for mange er meget tabuiserede.
Jeg pakker mine sætninger ind. Sætninger, som lød pissegodt eller provokerende, ændrer jeg, så de bliver mere stuerene, og jeg ændrer i formuleringer, så de kan få flere betydninger.
Når jeg sidder på studiet, kan jeg da også nogle gange tænke, at min underviser, som måske har læst mine klummer, kan tænke ’hvad er det for en selvoptaget bimbo, der sidder der’. Mine forældres holdning har gjort mig lidt angst, og det dræner meget energi, at jeg tænker over det, når jeg møder andre.
Jeg har aldrig selv følt, at min åbenhed har været en ulempe – sådan på det personlige plan. Og der er da også ting, jeg aldrig kunne finde på at skrive om. For mig er det at skrive om mine egne erfaringer som en slags selvterapi.
Alligevel gør det et stort indtryk på mig, når mine forældre helst så, at jeg lod være. For selvom jeg føler mig stærk, så kan det være, at mine klummer bare er mit ungdomsoprør mod dem, og at jeg er så åbenmundet for at pisse mine forældre af.