Jeg har en hemmelighed, som jeg aldrig har fortalt nogen om.
De sidste syv år har jeg været syg af bulimi. En sygdom, der får mig til at overspise, når jeg er ked af det, hvorefter jeg går ud på toilettet, stikker to fingre i halsen og kaster op.
Det er svært for mig at sætte en finger på, hvorfor jeg gør det, og jeg kan faktisk ikke huske, hvordan det begyndte. Men det har noget at gøre med, at jeg ikke bryder mig og mig selv. Jeg synes ikke, at jeg er pæn nok, tynd nok, hjælpsom nok, god nok.
Desuden lyver jeg for alle, både min familie og mine veninder, og siger, at jeg har det godt. Men det har jeg ikke.
Det er en ond cirkel. For når jeg lyver og siger, at jeg er rask, så føler jeg mig som et dårligt menneske, og når jeg føler mig som et dårligt menneske, så kaster jeg op.
Men jeg lyver om meget mere, end at jeg er rask, og det er faktisk de små løgne i løbet af dagen, der er værst. Når jeg pjækker og siger, at jeg er syg, når jeg i virkeligheden er helt udmattet efter at kaste op en hel aften. Når min veninde spørger, hvad jeg lavede i går, og jeg siger, ’jeg hyggede bare med mine roomies og så New Girl’, når jeg i virkeligheden har spist to liter is og to pakker småkager og kastet op.
Selvfølgelig er jeg bekymret for mit helbred, for jeg ved godt, at det er alvorligt. Men at skulle fortælle om det til nogen er en helt uoverskuelig tanke, for jeg er så bange for, hvordan folk vil reagere. Vil mine forældre og mine venner se mig som den samme? Vil jeg ødelægge deres billede af mig?
Det kan ikke blive ved med at gå. Jeg er nødt til at gøre noget. Derfor skriver jeg til Sara Bovin, som er vært på P3-programmet 'Tværs'.
Jeg skriver til dig, fordi jeg håber, at du kan hjælpe mig med at slippe af med min hemmelighed. En eller anden dag vil jeg gerne være rask og så normal, som man nu kan blive, og hvis du kan hjælpe mig med det eller få mig over på den rigtige sti, ville det gøre en stor forskel for mig.
Kh Ditte
Jeg mødes med Sara Bovin, og vi taler om min sygdom og min hemmelighed. Det er befriende at tale med en fremmed, for en fremmed har ingen forventninger til mig. Og jeg føler ikke, at jeg ødelægger et image eller skuffer nogen ved at fortælle min historie helt ærligt. Vi aftaler, at jeg skal medvirke i hendes program. At det er på tide at komme min hemmelighed til livs.
Der går lidt tid, og så tager jeg turen fra København, hvor jeg bor, og hjem til mine forældre i Silkeborg. Jeg er helt opsat på at fortælle dem alt. Men det mislykkes. Jeg kan simpelthen ikke få det sagt. Så jeg tager hjem igen.
Næste gang jeg tager til Silkeborg, er jeg endnu mere overbevist end før om, at det er det rigtige, jeg har sat mig for. Endelig får jeg samlet mod nok. Jeg fortæller mine forældre om den sandhed, jeg har skjult for dem. Først til min far, så min mor.
Til min store lettelse, så er der ingen, der er vrede på mig eller skuffede over mig. Hverken mine forældre eller min bedste veninde. Selvfølgelig er de kede af det. Men de bakker mig op og er lige så stålsatte som jeg på at kæmpe for, at jeg kommer igennem det. Det betyder alverden for mig.
I næste uge begynder mit behandlingsforløb på et sted, der hedder Stolpegården. Her skal igennem et terapiforløb over 20 uger, og jeg er så spændt på at komme i gang. Nu har det varet længe nok – nu vil jeg være rask.
Da jeg besluttede mig for at afsløre min hemmelighed for mine forældre, sagde jeg ja til, at DR3 måtte følge mig igennem det hele. Nu er der kommet en dokumentarfilm ud af det, og den blev vist i fjernsynet i mandags.
Hver dag siden premieren har jeg fået omkring 20 henvendelser. Halvdelen af dem er korte beskeder fra folk, der skriver, at jeg er sej, og at filmen er god. Den anden halvdel er fra folk, som skriver deres egne historier til mig. Om de ting, som de selv kæmper med. Jeg føler, at jeg har ramt noget dybt. At mange kan relatere til min historie, fordi følelserne bag bulimi går langt over den specifikke sygdoms grænser. Det betyder enormt meget for mig at svare på alle beskederne.
Selvom det er forfærdeligt at høre, at der findes så mange, der har det svært, så giver beskederne mig en god og varm følelse i maven. De hjælper mig til at vide, at jeg valgte rigtigt ved at stå frem med min sygdom.
Jeg har lært, at løgnene slet ikke var det værd. Og jeg har lært, at jeg ikke er alene. Slet ikke. Det er både rart og foruroligende – men nu er jeg klar til at tage hul på kampen mod min sygdom.