Jeg er den dag i dag stadig i alarmberedskab, selvom jeg ikke har brug for at være det længere.
Når en veninde spørger, om vi lige skal tale, så er jeg ude i de vildeste katastrofescenarier i stedet for bare at tænke: ’Spændende, hvad mon hun vil snakke med mig om’.
Jeg er konstant klar til at flytte fra min ungdomsbolig på grund af blot én lille ændring. Bare at pakke mine ting og skride.
Jeg bryder mig ikke om at eje for meget. Hvis jeg kan mærke, at jeg har en bog for meget, eller jeg ikke ved, hvilke skuffe jeg skal lægge en ny trøje i, så skal bogen eller trøjen bare væk. Enten i skraldespanden eller sælges.
Hvis ikke bogen eller trøjen kommer væk, bliver jeg usikker.
Jeg har en forestilling om, at jeg skal kunne pakke hele mit liv sammen lynhurtigt og flytte et andet sted hen så hurtigt som muligt. Det har jeg gjort så mange gange før.
Ikke fordi alt skal ligge flytteklart i kasser, men alt skal bare kunne komme i kasser. Hurtigt.
Som barn havde jeg en normal barndom på en ganske almindelig villavej, indtil jeg var 7 år.
Da flyttede vi til Frankrig, fordi min mor var psykisk syg og havde brug for at komme væk fra det mørke, danske vejr. Men jeg tror faktisk bare, at flytningen til Frankrig gjorde det hele værre.
Hun begyndte at lave mosaikkunst, og det gik egentlig meget godt, indtil den økonomiske krise kom. Frankrig blev rigtig hårdt ramt. Det samme gjorde min families økonomi.
Hun begyndte at gøre sig umage for at holde sig væk fra hjemmet, og det gik værre og værre mellem hende og min far.
Det endte med, at hun gik fra ham, da jeg var 11 år. Det skete en dag, hvor jeg kom med bussen hjem fra skole. Hun havde pakket bilen med mine og hendes ting, og så sagde hun, at vi ikke skulle hjem til min far. Den dag husker jeg tydeligt. Og det var der, det eskalerede.
Min far har aldrig kunnet finde ud af at vise omsorg og tage ansvaret som far. Derfor valgte jeg at bo hos min mor.
Min mors psykiske lidelse betød, at vi ikke havde særlig mange penge. Hun kunne ikke have et almindeligt arbejde, så vi lånte og lejede alt fra telte til lejligheder i Frankrig. Det var sådan noget med, at vi fra den ene dag til den anden skulle pakke sammen på en time og så flytte ind i noget nyt.
Vi flyttede så mange gange, at jeg ikke kan huske, hvor mange steder jeg har boet i Frankrig.
Jeg kan huske, jeg syntes, det var meget unaturligt og utrygt – også fordi min mor involverede mig i alle beslutninger. Selv i de økonomiske.
Jeg var mor for min mor. Hun var mit ansvar. Det var alt fra det basale som at spørge hende, om hun havde taget sin medicin – hvilket hun som regel ikke havde husket. Men det var også at sørge for, at hun huskede at spise. Hun var dengang højere end mig og vejede kun 47 kilo. Hun var typen, der bare glemmer at spise – måske var det på grund af hendes sygdom.
Jeg var bange for at efterlade min mor alene. Jeg husker, jeg ikke tog i skole i flere uger, mens jeg gik i 7. klasse, fordi jeg var rædselsslagen for at finde min mor død, når jeg kom hjem.
Min mor havde fortalt mig, at hvis det ikke var for mig, så ville hun ikke være i live. Som barn tolkede jeg det som om, at hun ville dø, hvis jeg ikke var der.
Da jeg var 15 år og begyndte på gymnasiet, flyttede jeg til Cannes i min egen lejlighed. Den dag husker jeg som den hidtil største befrielse. Jeg vidste, at min mors nye franske mand tog sig af hende.
Min mor og jeg valgte at flytte tilbage til Danmark, da jeg gik i 2.g. Siden har jeg distanceret mig fra min mor for at undgå at blive påvirket af hendes svingninger. Jeg har gjort mig selv fri nok til ikke at føle den moderlige følelse af at sørge for, at hun har det godt.
Min far har jeg ikke længere kontakt med.
Det betyder også, at jeg ikke har støtte fra mine forældre. Jeg søger ikke råd hos dem, som andre ville gøre hos deres forældre.
Det, der er sket i min barndom og ungdom, har været sindssygt vigtig for den person, jeg er blevet til i dag. Følelsen af at skulle finde noget nyt at bo i efter blot nogle måneder er gudskelov forsvundet. Men jeg har sværere ved at slippe det med hele tiden at være klar til at kunne foretage hurtige ændringer.
Pårørende til psykisk syge er ofte glemt, fordi det er tabuiseret. Det vil jeg gerne have ændret.
Men jeg har selv svært ved at tale om det, fordi jeg er bange for, hvad folk tænker.
Før tænkte jeg, at hverken kærester eller venner ville være interesseret i mig, hvis jeg fortalte, hvor damaged jeg har været. Den tanke sidder stadig fast i mig som voksen.
Jeg frygter, at de ikke kan overskue mig som person, hvis jeg fortæller om min historie, der stadig har betydning for mig i dag, og som stadig til dels præger forholdet mellem min mor og mig.
Jeg frygter, at nyere venner, som ikke kender min historie, føler, at jeg kræver, at de skal give mig den støtte, som mine forældre ikke har kunnet give.