Har du pudset næse og nyst i længere tid? Så er det måske slet ikke forkølelse, men pollenallergi.
- Der er så mange mennesker, der tror, at de er forkølet, og så køber de forkølelsesnæsespray. Det er en forkert behandling, siger vicedirektør i Astma-Allergi Danmark Anne Holm Hansen, der råder folk til altid at gå til lægen med symptomerne, der er så lette at forveksle.
Herunder kan du se, hvordan du kender forskel:
Tegn på, at det kan være pollenallergi
- •
Er du 'forkølet' hver sommer på samme tid? En forkølelse, der kommer hvert år omkring den samme tid, kan i virkeligheden være en pollenallergi i forklædning. - Man kan kigge i pollenkalenderen og se, om der er mange af en type pollen, og så kan man tænke tilbage på, om man havde det sådan sidste år i samme sæson, siger Anne Holm Hansen. Du kan finde pollenkalenderen her.
- •
Har din 'forkølelse' varet længe? En forkølelse driller for det meste i en kort periode, mens de samme symptomer kan vare måneder, hvis der er tale om allergi. - Man får løbende næse, man føler sig rigtig forkølet, og man kan føle det som om, man har influenza, siger Anne Holm Hansen om symptomerne på pollenallergi.
- •
Klør din mund eller gane, når du spiser visse fødevarer? Kroppen kan ikke altid kende forskel på forskellige typer madvarer og pollen. Derfor kan pollenallergikere reagere på eksempelvis nødder og grønne æbler. Får tomater det til at klø, kan du altså være allergisk over for græs. Du kan se en liste over de kendte krydsreaktioner her.
- •
Er du mere forpustet om sommeren? Er man særligt hårdt ramt, kan symptomerne komme til udtryk på flere måder. Blandt andet skal man være opmærksom på luftvejsproblemer, for astma og allergi går desværre hånd i hånd. - Allergi kan vise sig som astma og som udslæt på huden. Man kan have det ene, men man kan også have det andet, siger Anne Holm Hansen. - Har man symptomer i luftvejene, skal man få lavet en lungefunktionstest for at se, om det er en pollenastma.
- •
Tjek dit snot Sidst, men ikke mindst, kan din snotklud give dig et svar. - Forskellen er, at en forkølelse kan være lidt gennemsigtig og så blive grøn. Det er en pollenallergi aldrig, siger Anne Holm Hansen. - Den er altid lys og lind, og den holder først op, når sæsonen er ovre.