”Eleverne i folkeskolen er blevet så bange for at fejle, at de helt er holdt op med at række hånden op i timerne”. Sådan skrev en folkeskolelærer i en kronik i Information for nyligt.
Og det er et kæmpe problem, for hvis man ikke begår fejl, så lærer man ingenting, skriver Allan Bech, der er ophavsmanden til kronikken og underviser i engelsk på en skole i Kolding.
Man angsten for at fejle er et problem, der er langt større og rækker langt videre end til 6. A på Bramdrup skole, fortæller ungdomsforsker Søren Østergård fra Center for Ungdomsstudier:
- Vi har den mest mainstream ungdomskultur lige nu. Alle teenagere hører den samme musik, går i det samme tøj og har de samme fritidsaktiviteter. Fra omkring 12-13 års alderen skal de unge i hvert fald ikke ud og gøre sig uheldigt bemærket.
- Ting må ikke blive pinlige, og det skyldes for en stor dels vedkommende, at de unge ved, at fejlen risikerer at blive delt på Facebook, Snapchat og hvad de ellers hedder. Derfor er strategien at opsøge det trygge.
Ingen praler af et 4-tal
En anden vigtig forklaring på, hvorfor de unge er så bange for at fejle og for at stikke ud, ligger faktisk hos forældrene, siger Søren Østergård:
- Forældrene udstiller også kun glansbilledet af, at de selv har gennemført en ironman, bagt de flotteste boller, eller at deres barn har fået 12. Der er aldrig nogen, der skriver stolt om deres datters 4-tal.
- Og derfor lærer de unge selvfølgelig, at det perfekte er det normale, og at det er det, vi hylder.
Hurra for fejlen
Ifølge Søren Østergård er en del af løsningen, at vi begynder at tale højt om fejl, hylde fejl og fortælle historier om dem, der er lykkedes, ikke på trods af, men på grund af at de turde fejle.
- Skolelærere, forældre og andre voksne omkring de unge bliver nødt til at være åbne om, at vi lever i en kultur, hvor vi ikke ved alt, og hvor vi umuligt kan vide alt.
- Fordi udviklingen går så hurtigt, at vi ikke kan nå at skrive lærebøgerne færdige, inden den viden vi har, er forældet.
Ingen vil falde uden for flokken
Men hvorfor er vi egentlig så bange for at fejle? Ja, helt fundamentalt så skyldes det, at vi er bange for at blive udstødt af flokken, forklarer psykolog Henrik Tingleff:
- Det ligger dybt i os, at vi skal være en del af flokken for at kunne overleve. Derfor er vi bange for at fejle socialt og blive set skævt til af andre.
- Det andet, mennesket typisk frygter, er de konsekvenser, det kan få at fejle, som vi måske ikke kan overskue eller håndtere efterfølgende. Vi frygter ganske enkelt følgerne af fejlen.
Henrik Tingleff giver ikke alene Facebook og Snapchat skylden. Men hele måden vi ser på hinanden på:
- Vi lever i et samfund, hvor vi hylder det overmenneskelige.
- Vi hylder studenter med umenneskelige snit, og hele uddannelsessystemet er bygget op, så karakterer kan ganges og øges, jo mere ”hardcore” du er. Det ekstreme er blevet det normale - det forventede.
Erfaring med fejl er mest værd
Derfor er der for mange rigtig meget på spil, siger Henrik Tingleff, og det bliver mere attraktivt at satse på det sikre og ikke kaste sig ud, hvor man risikerer at blive udstillet som én, der ikke lykkedes.
- Problemet er bare, at hvis vi ikke prøver, ikke satser - ikke fejler - så fratager vi os godt nok risikoen for at blive udstillet, men samtidig fratager vi os selv muligheden for at få en erfaring om, hvad vi godt kan; og hvordan vi måske godt kan håndtere følgerne af fejltrin.
- Du bliver ikke stærk af at undgå problemer eller fejl. Du bliver stærk af de erfaringer og færdigheder, det giver, at møde udfordringer. Det er mere værd at kunne navigere i kaos end at kunne en masse paratviden.
Henrik Tingleff mener, løsningen er, at vi alle sammen hjælper hinanden til, at det bliver okay at satse og fejle:
- Ved ikke at skælde ud for at fejle, ikke beskylde nogen for det at fejle. Men i stedet sørger for at tale om, hvad vi har lært af fejlen og udfordringerne. Det gælder sådan set både hjemme i familien, i skolen, på arbejdspladsen og alle andre steder.
Et succes-kriterium at have fejlet
Dét kan vi blandt andet lære af iværksætter-kulturen i Silicon Valley i Californien. Her regnes det som et plus, hvis man har prøvet at gå ned med sit projekt eller sit firma, forklarer Morten Bay, der har været involveret i opstart af flere virksomheder netop dér:
- Især store investorer deler normalt ikke penge ud til ”start-up’ere”, der ikke allerede er gået ned med et projekt. Holdningen er, at man lærer helt enormt meget af at fejle, mens man ikke lærer ret meget, hvis man er så heldig at få succes uden ret meget modstand.
- Og hvis en investor skal putte penge i et projekt, vil vedkommende hellere putte penge i nogle folk, der kan undgå de faldgruber, de faldt i sidste gang.
Morten Bay lever blandt mange andre ting af at undervise på universitetet UCLA i faget ”internet and society”.
Guldgraverne lagde grunden
Han fortæller, at baggrunden for det anderledes syn på at satse og fejle i Silicon Valley skal findes i historien om alle de mennesker, der drog mod vest for at søge lykken, rigdom og et nyt liv. Oprindeligt som guldgravere, senere inden for appelsin-dyrkning eller filmproduktion, og nu teknologi.
Californien-mentaliteten er, at man altid kan rejse sig igen, genopfinde sig selv og finde på noget nyt, og at man ikke kan lære af sine fejl, hvis man ikke begår dem.
- I Californien er det med andre ord OK at fejle, fordi langt de fleste gør det. Det er jo de færreste, der f.eks. kan blive populære skuespillere. Her er folk villige til at tage en risiko for, at det går galt, og sker det, kan man gøre tre ting: 1. Tage hjem til hvor man kom fra med halen mellem benene, 2. Ende sit liv i druk, selvmord, eller at bo på gaden eller 3. Finde på noget nyt at lave.
- Det er den sidste, der er den vigtige, og derfor er der også opstået en hel industri omkring det at hjælpe folk videre til en ny eksistens.