Tak for mad. Tak for kaffe. Tak for i dag.
Det lille ord 'tak' findes i mange variationer. Men det store TAK – taknemmeligheden over selv de mindste ting i tilværelsen, det har vi ligesom glemt. Midt i vores travle liv og jagten på at leve det liv, som vi tror, vil gøre os mere lykkelige: Det fede job, den fede bil og den fedeste ferie, hvor vi for alvor skal leve livet – rigtigt.
Det er i hvert fald budskabet i erhvervssociolog Rikke Østergaards helt nye bog 'TAK'. Den udkommer på den amerikanske Thanksgiving Day (23. november) og faktisk stammer forfatterens inspiration blandt andet fra amerikanernes evne til huske at være taknemmelige over hver eneste dag.
- Jeg har undervist i mindfulness i mange år, og når man er mindful, så er man til stede her og nu. Man lever i nu´et med en følelse af, at det er okay her, hvor jeg er lige nu, forklarer Rikke Østergaard og supplerer:
- Det er jo lidt det samme med taknemmelighed. Det handler om at lære sig selv at sige tak og være glad for livet, som det er og ikke hele tiden jagte noget, som man tror, man bliver mere lykkelig af. At livet er okay, som det er. Som amerikanerne eksempelvis minder hinanden om på Thanksgiving Day.
Sygdom satte gang i bogen
Det er budskabet i hendes nye bog, TAK. Og selvom den bog har ligget og luret i hende i mange år, så blev det nogle voldsomme oplevelser i hendes eget liv, der gjorde, at hun satte sig til tasterne og fik hul på kapitlerne.
Først døde hendes lillebror, og siden opdagede hun en knude i underlivet, som lægerne mente kunne være kræft.
- Min brors død kom ikke som et chok i familien, vi vidste det ville ske, og derfor blev det måske også lettere for os at fokusere på al den gode tid, vi havde haft med min bror. I stedet for at lade sorgen og tabet fylde mest. Jeg følte mig meget taknemmelig over, at jeg havde haft så meget god tid med ham, forklarer Rikke Østergaard.
- Da jeg efterfølgende selv blev syg, så oplevede jeg, at alle de problemer, jeg selv gik og tumlede med i hverdagen, med et slag blev fejet af bordet. For i de uger, jeg gik og ventede på at blive opereret, der havde jeg kun ét fokus, og det var, om jeg var livstruende syg.
Den bedste udgave af sig selv
Rikke Østergaard blev haste-opereret, og det viste sig lykkeligvis efterfølgende, at knuden var godartet, og hun blev erklæret helt rask.
- Da jeg fik den besked, så blev jeg i første omgang helt euforisk – men jeg begyndte også at tænke over, at jeg jo i perioden, hvor jeg ikke vidste, hvad det var, jo netop havde været i stand til at fokusere på de ting, der virkelig betød noget.
I den tid besluttede hun sig blandt andet for at være den bedste udgave af sig selv, når det drejede sig om at være mor. Hun ville være intenst sammen med sine to børn på otte og 12 år.
- Jeg nød at være så fokuseret sammen med mine børn. Det var ikke, fordi vi lavede de store ting sammen – vi hyggede stille og roligt, talte og tog os tid til at gå ned og fiske osv. - det var en følelse af nærvær. Og en følelse af at være taknemmelig for få lov til at opleve det sammen med dem.
Svært at holde fast
I ugerne op til operationen fokuserede hun i det hele taget på alt det, der var godt i hendes liv – børnene, sin mand, familie og hele det sygehusvæsen, der bare fungerede.
- Da jeg var raskmeldt igen, så tænkte jeg, at nu skulle jeg huske at holde fast i den her følelse af taknemmelighed – men det viste sig at være svært, lige så stille forsvandt den følelse i takt med, at hverdagen igen pressede sig på.
Og derfor besluttede Rikke Østergaard sig for, at taknemmeligheden måtte tilbage i hendes liv, og at det måtte være muligt at minde sig selv om den ved ganske simpel træning:
- I min bog foreslår jeg, at man begynder at skrive taknemmelighedsdagbog – at man hver aften skriver tre gode ting ned, som er sket i løbet af dagen. På den led får man ro i sit hoved og kan bevæge sig ind i en bekymringsfri zone, før man skal sove.
- Jeg skriver ikke længere ned – men i dag har mine børn og jeg har et ritual hver aften før sengetid, hvor vi fortæller hinanden, hvad der er sket af positive ting i løbet af dagen, og hvad vi er taknemmelige over. Man må også gerne sige øv-oplevelser, for dem skal der også være plads til, men det er de positive ting, vi slutter af med.
Tak for en dejlig kop kaffe
For Rikke Østergaard blev hele skriveprocessen af bogen samtidig en tid, hvor hun blev holdt fast på at fokusere på taknemmelighedsfølelsen, og den træning gjorde, at hun hele tiden blev mindet om, at der er meget at være taknemmelig for i en travl hverdag – det kan være en god kop kaffe, en hyggelig samtale osv.
- Det er livslang træning, men jeg tror på, at hvis man lærer sig at være mere taknemmelig, så bliver man mindre modtagelig for en række sygdomme. Eksempelvis stress.
- 250-300.000 danskere lider af alvorligt stress, og yderligere 500.000 føler sig udbrændte på jobbet pga. stress. Det er en alvorlig sygdom, der kræver behandling. Men hvis man ved hjælp af daglig træning kan lære at se på sig selv i et andet perspektiv, så mener jeg, at man kan forebygge at blive syg af stress.
Verdens mest lykkelige - eller?
Rikke Østergaard undrer sig i bogen over, at vi danskere ofte bliver udråbt til at være verdens lykkeligste folk, og vi har goder og ressourcer i hobetal – alligevel har mange en evne til altid at se, at naboens græs er grønnere. Vi haster af sted efter mere og mere.
Hun synes, vi skal stoppe op og nyde livet, mens det foregår, i stedet for at leve på en endeløs jagt, der bare fører til stress og overbelastning.
- Det handler netop om, at når man, som vi, ikke længere skal bekymre os om at den basale overlevelse, så begynder vi at fokusere på, at andre har det bedre end os. Vores hjerner, der fra urtiden er programmeret til hele tiden at være på udkig efter farer, omsætter den slags faresignaler til alverdens problemer og negative tanker.
- Men det positive er, at vi kan – når vi bliver bevidste om det – træne hjernen til at ændre den tankegang og blive mere taknemmelig for hver eneste dag.
Oldemor sagde tak hver aften
Men hvad er det så, det lille ord tak kan, som kan få så stor betydning i den enkeltes liv?
- Jeg tænker tit på min oldemor, som bad Fadervor hver aften – hun blev aldrig stresset på samme måde, som vi gør i dag, for hun havde Gud med sig. Hun havde så også en hverdag, hvor hun hver aften kunne gå i seng med sindsro, fordi hun var færdig med dagens gøremål.
Hun vidste, hvad der blevet krævet af hende – og bønnen blev en tak til ham deroppe for hendes dag og hendes liv. Så man kan faktisk godt sidestille taknemmelighedstræning lidt med det at bede Fadervor, hvor vi husker på taknemmeligheden for livet i dagligdagen, forklarer hun.