Sådan slipper du af med en dårlig vane

Det kan tage et år at erstatte en dårlig vane med en god. Sørg for små sejre undervejs, så lykkes det.

(© Colourbox)

Vi har alle nogle dårlige vaner, som vi egentlig gerne ville lægge fra os. Men det er så svært. Løsningen er at erstatte det med en god, ny vane.

Når vi ryger, spiser usundt og ser fodbold i tv i stedet for at spille selv. Så er det et udtryk for dårlige vaner, og de kan være svære at slippe af med.

- Vaner er skabt til at hjælpe os. De er vores hjernes måde at lære på. Når vi gentager en handling nok gange, sidder den fast i hjernen som et spor. Så behøver vi ikke længere bruge for mange kræfter på at udføre handlingen næste gang. I stedet følger hjernen blot det spor, der allerede er lavet, forklarer psykolog Torsten Sonne ifølge Hjerteforeningen.

- Men den gode nyhed er, at hvis vi i stedet for at tro, at vi skal af med en dårlig vane, ser på det, som at vi skal lære en ny, så kan vi sagtens ændre en vane.

Vi skal lære den nye vane

At få en ny vane kræver, at vi lærer en ny handling. Vi skal øve os på det, vi gerne vil gøre til vores nye vane. Igen og igen. For vanen skal lægge sig oven på det gamle spor i hjernen og overdøve det. Det kan let tage et år, fortæller Torsten Sonne.

- Det handler derfor om at se på de små skridt. Lave målsætninger, hvor du hele tiden får små sejre. Det giver tillid til dig selv, når du kan opnå dine mål, og det opbygger viljestyrke.

- Brug gevinsten i den anden ende som din motivation. Dan et positivt billede af det, der skal motivere dig, det du vil opnå. Det, der motiverer allermest, er, når vi rammer hjernens lystcenter. Noget der giver glæde. Så positiv motivation virker bedst.

Kom godt fra start

Her er Torsten Sonnes fem tips til at få en ny vane:

  • Forbered dig godt. Gør dig klart, hvad fordele og ulemper er, fx ved at lave en liste med plusser og minusser.

  • Gør dig umage med at skabe et positivt billede af dit allervigtigste formål med den nye vane. Det der skal bære dig igennem og holde dig fast.

  • Lav en god og realistisk plan. Spørg dig selv ærligt om du selv kan klare udfordringen, eller om du har brug for hjælp fra andre.

  • Søg viden og læs noget om det, du skal til. Find fx gode tips til rygestop på nettet.

  • Udvis fornuft og tålmodighed. Start roligt, hvis det drejer sig om at løbe. Og husk, at det tager lang tid og mange ressourcer, at lære sig selv en ny vane.