Sådan får vi det bedre med at blive ældre

Vi skal væk fra myten om, at alderdom er forfærdelig, mener kulturforsker.

Georg Jensen har stadig let til smil, selv om han er 109 år, og dermed Danmarks ældste mand. (© DR)

En del mennesker bryder sig ikke om at have fødselsdag, fordi det minder dem om, at alderdommen er kommet endnu et år nærmere.

Og som du kan se i dette videoklip fra tv-programmet ’Den bedste alder’, så elsker vi, hvis folk gætter os til at være yngre, end vi er.

Syv gode råd

- Det er synd, at mange er så skrækslagne for at blive ældre. For vi har generelt en meget mere negativ opfattelse af alderdom, end vi burde, siger Anne Leonora Blaakilde.

Hun er forskningslektor på Institut for Film- og Medievidenskab på Københavns Universitet og har blandt andet skrevet bøgerne ’Den store fortælling om alderdommen’ og ’Livet skal leves – forlæns, baglæns og sidelæns’.

Her er hendes meninger om, hvorfor vi ikke bør være så bange for alderdom, og hvordan vi kan få det bedre med at blive ældre:

  • Flere undersøgelser har vist, at mange ældre subjektivt synes, at de er i livets bedste alder. Med andre ord at den bedste alder er gemt til sidst. Så alderdom er nok mest skræmmende for dem, som er på vej til at blive ældre, og ikke for dem som rent faktisk er blevet ældre.

  • Jo mere vi ved om alderdom, jo mindre frygter vi det. Så yngre bør snakke med ældre for at lære, hvordan livet er som gammel. I dag taler vi mest med folk i samme alder som os selv, så vi har ikke så meget kendskab til livet i andre aldre, som man havde tidligere. Det er med til at give fordomme, og det fører til en negativ opfattelse af alderdom.

  • Husk på, at du i dag kan opføre dig som du vil, uanset hvor gammel du er. Tidligere var det forventet, at man opførte sig på en bestemt måde alt efter alder. Men den seneste tid har man fået begrebet uni-age. Det er blevet mere acceptabelt, at vi foretager os det samme og ser ens ud i alle aldre. Man kan f.eks. stå på rulleskøjter, uanset om man er barn eller pensionist.

  • Lad være med at lyve om din alder. Jo mere vi lyver os yngre på grund af forfængelighed, jo mere er vi med til at gøre den store fortælling om alderdom negativ.

  • Vi skal holde op med at rose hinanden for at være unge, for sproget er med til at definere, hvordan vi tænker om alder. ”Ungdommelig” er det værste rosende ord, som man kan bruge om ældre. Og tal om ældre som alle andre. Lad være med at sige f.eks.: ”Han er 84 år, men han kan stadig svømme!” som om det er noget helt utroligt. Bare sig: ”Han er 84 år og svømmer ofte”.

  • Husk, at alder som udgangspunkt ikke er noget negativt. Det er bedre at blive 80 år end ikke at blive 80 år.

  • Mange tror, at man ikke længere har en værdi, hvis man ikke kan klare alt selv. Vi skal blive bedre til at tro på, at mennesker i alle aldre har værdi - også svækkede mennesker i alle aldre.