Peter Øvig om sin depression: Glædesløsheden er det værste

Siden Peter Øvig var barn, har han haft tendens til tungsind og tristesse. Men det er først som voksen, at forfatteren har erkendt, at det ikke bare er almindelig nedtrykthed, men egentlig depression, der er årsagen til de sorte perioder, som har fulgt ham hele livet.

- Det tror jeg egentlig, jeg har haft, siden jeg var barn. Jeg kan i hvert fald huske at være så ked af det og ikke være i stand til at få det sagt til nogen. Jeg forestillede mig, hvad der ville ske, hvis jeg prøvede at fortælle min far eller mor det. Jeg havde en ide om, at de ville stille sig helt uforstående an og sige ”Jamen hvad er du ked af? Du har det da så godt”. Og så ville jeg ikke kunne svare. Jeg syntes, at jeg skulle have en eller anden grund til at være ked af det, inden jeg kunne fortælle det til mine forældre, og jeg vidste ikke, hvad jeg var ked af.

Det fortæller Peter Øvig i programrækken ”Ramt af mørket”, der bliver sendt på P1 klokken 11.30 de næste fem mandage.

Bundproppen ryger

- Det er, som om ikke kun glæden men også meningen løber ud af ens liv. Som om bundproppen er røget, og så stryger det hele ud i kloakken. Fordi tilstanden er så ubehagelig, har man et stort behov for at finde ud af, hvad man kan gøre ved det. Det er den der glædesløshed, som er det værste ved depressionen. Alting er ligegyldigt, og man kan ikke mærke, at noget gør en glad, siger Peter Øvig, der ikke har depressionen fra fremmede; hans mor led også af sygdommen – endda i så voldsom grad, at hun både blev behandlet med medicin og elektrochok. Det har gjort, at Øvig ikke har haft den store lyst til selv at begynde at tage medicin.

- Jeg havde en ide om, at det på en eller anden måde havde ødelagt min mor; hun havde fået både store mængder psykofarmaka og elektrochok og det hele. Og gad vide, om ikke hun var blevet lige så ødelagt at det, som depressionen – forestillede jeg mig. Så der var en gigantisk modstand mod det der medicin, fortæller Peter Øvig.

Troldmand skabte ro

Vendepunktet for forfatteren kom, da han blev sendt op til en af psykiatriens ”grand old men”, Jes Gerlach, Den erfarne psykiater fik Peter Øvig til at indse, at hans modstand mod psykofarmaka ikke er så hensigtsmæssig, når man lider af alvorlig depression.

- Han var en ældre herre. Og så havde han forstand på det der medicin. Det må man sige. Han sad lidt sådan som en troldmand eller en kemiker med en masse kolber, der står og bobler med væsker med blå og røde farver. Det havde ham selvfølgelig ikke, men han præsenterede de forskellige muligheder for medicin, og hvordan de virkede. Der skete det mærkelige, at da jeg forlod ham, der syntes jeg allerede, at jeg havde det bedre. Det havde en psykosomatisk virkning alene det at møde ham, og så begyndte jeg også at tage hans medicin. De har jeg gjort siden, og, og jeg har ikke haft depressioner i de to-tre år, der er gået. Jeg ved stadig ikke, om det virker, men depressionen holdt i hvert fald stille og roligt op. Jeg tror da, at jeg får det igen. Det skulle være mærkeligt, at det holdt helt op, lyder det fra forfatteren.

Lyden af depression: