Til hverdag arbejder Michael Boesen som læge. For nogle år siden tog han en uddannelse indenfor akutmedicin og begyndte at arbejde freelance på akutafdelinger i Danmark, Grønland og Sverige.
Men når hverdagen bliver for presset, så hjælper det ham at vandre. Og han går langt - meget langt.
- Jeg kunne mærke, jeg havde brug for at lette på det pres, der er, når man en del af presset hverdag. Jeg oplevede nogle gange at blive sygemeldt på grund af udbrændthed. Jeg kan sagtens præstere, men ikke hele tiden og i et bureaukratisk system. Så det passer mig fint at arbejde freelance. Jeg ville gerne have mulighed for at leve et liv, hvor der var mere plads til at leve – ja, det gode liv.
Det gode liv er for Michael Boesen at være herre over sin egen tid og have tid til at vandre.
Senest har han fuldført den 1200 kilometer lange pilgrimsrute 'Shikoku88' i Japan, hvor han blandt andet mødte tv-værten Mikael Bertelsen. Det kan du se i videoen ovenover.
Japan i stedet for Caminoen
Og valget på den hårde rute i Japan faldt faktisk mens han trænede op til at gå den europæiske pilgrimsrute, Caminoen, forklarer han:
- Jeg løber en del i min hverdag, og jeg var også begyndt at gå nogle længere ture med oppakning sammen med en kammerat som en slags forberedelse til at gå Caminoen. Men jeg følte nok, at der nok ville være for mange mennesker og for meget støj på den rute, så da jeg tilfældigt fra en ven hørte om ’Shikoku 88’, så kunne jeg mærke, at det tiltalte mig meget mere.
Han læste op på lektien og fandt frem til, at både naturen, den japanske kultur og ruten på den japanske ø, Shikoku, virkede mere tiltrækkende. Så den 5. marts i år begyndte han at sætte den ene fod foran den anden på den lange pilgrimsrute.
Det var ikke, fordi Michael Boesen rejste væk fra et nyligt brud, krise eller anden kaos på bagsmækken derhjemme. Han har tre voksne børn, har levet som single i flere år og har i mange år haft et godt job som sygehuslæge. Det var noget andet, der trak:
- Jeg søgte mere selvindsigt, og jeg ville gerne have ro, forklarer han.
Fysikken kom i topform
Det tog Michael Boesen i alt 53 dage at gå 1250 kilometer. Han havde nogle hviledage undervejs, men havde ingen problemer med fysikken undervejs og gik mellem 10 og 25 kilometer om dagen.
- Jeg vidste, at ruten er meget kuperet, og at det går direkte op og ned mange steder, så jeg var bekymret for mine knæ. Men jeg oplevede, at jo længere jeg gik, desto bedre blev min form, så jeg fik ingen problemer overhovedet med knæene. Jeg blev måske lidt øm i lårene, men jeg var i rigtig god form ved afslutningen af turen.
Den japanske makker
Han havde blandt andet lært sig nogle japanske gloser i forvejen, og på andendagen møder han en japansk mand, som han kommer til at følges med de næste fem uger.
- Vi fandt ud af, at vi gik i samme tempo. Han kunne ikke meget engelsk, men vi udviklede vores helt eget sprog. Og så hjalp han mig med at reservere overnatning på kroer undervejs på turen. Jeg fandt ud af, at det var ret besværligt, når man ikke kunne sproget, idet man skulle reservere dagen i forvejen, så det sørgede han for.
De to mænd drøftede, trods de sproglige udfordringer, blandt andet baggrunden for at gå ruten.
- Det er jo det her med at opnå en indsigt, og når man går der, bliver man meget glad og taknemmelig over livet. Man møder så meget kærlighed på turen, så man kan ikke blive andet end glad helt ned i maven.
Desværre måtte Michael Boesens japanske ven forlade ruten før tid, da han fik besked om, at den ene af hans voksne sønner var blevet syg – og Michael Boesen fandt senere ud af, at den voksne søn døde af sin sygdom.
- Vi har kommunikeret lidt siden, selvom hans engelsk er meget dårligt. Men han har skrevet til mig, at han skal tilbage til ’Shikoku 88’ og gå resten af turen for at ære sin søn.
En højere mening
Men hvad er det så, der sker, når han vandrer i natur og stilhed i længere tid af gangen?
- Jeg anede jo ikke på forhånd, hvad der ville ske. Jeg havde en forventning om, at det ville blive en spirituel oplevelse, hvor jeg kunne få mere selvindsigt. I takt med at man går, får tankerne lov til at komme og gå, og så virker vandringen nærmest hypnotisk.
- Så sker der ofte det, som jeg hørte mange gange fra andre på turen, at man efter nogle uger begynder at tro, at tingene sker, fordi der er en højere mening med det hele. Det ved jeg nu ikke helt, om jeg tror på – men jeg tror på, at når man oplever så meget venlighed og kærlighed og at mørke tanker får lov til at passere, så bliver man glad og begynder at se verden på en ny måde.
Og han vidste, at han skulle rejse langsomt hjem, så alle de indtryk han havde fået på ’Shikoku 88’ fik lov til at bundfælde sig. Derfor rejste han blandt andet med Den Transsibiriske Jernbane hjem, hvilket tog to uger – så sjælen også fik tid til at akklimatisere.
Udfordring at komme hjem
- På en måde synes jeg, at den helt store udfordring er også at være pilgrim, når man kommer hjem igen. Jeg har ført dagbog og har taget mange billeder fra turen, som jeg dagligt tager frem for at minde mig selv om de ting, jeg lærte på turen – dem skal jeg huske at holde fast i.
For vandreturene og den ro og selvindsigt, de bringer med sig, bruger han stadig.
- Når man finder ind til det, så overmandes man af en taknemmelighed over at være til. Man finder ro med sig selv og de ting, man har kæmpet med i sit liv.
- Jeg tror, der er mange, der ikke har det godt med det liv, de lever – jeg kan selv huske, hvordan det i perioder af mit liv har handlet om bare at overleve. Men nu, hvor mine børn er store, og jeg er så heldig at have helbredet til det, så er det fedt at kunne rejse ud og gøre de her ting.
Michael Boesen har allerede nye vandreruter på tegnebrættet – blandt andet vil han gerne gå Nordruten, der er en del af Caminoen, men som på store dele går langs havet, men den danske Hærvejen er da også en mulighed – ligesom en kanotur i Canada måske også skal leves ud.