Det er nu godt fire år siden, livet ændrede sig drastisk for den dengang 25-årige Stine Søholt.
Hun var til julefrokost på sit arbejde i Skanderborg. Da hun efterfølgende skulle hjem i beruset tilstand, blev hun samlet op af tre fremmede mænd i en bil og voldtaget, fortæller hun i DR1-dokumentaren ’Jeg blev voldtaget’, der blev sendt onsdag aften.
Mændene nægter sig dog skyldige.
Hændelsen forandrede alt. Hun måtte droppe sit fuldtidsarbejde og forlade sin kæreste, hans lille datter og deres fælles hus.
- Rammerne var sat. Jeg havde fået det, som jeg gerne ville have det. Og med ét blev det hele taget fra mig, fortæller den nu 30-årige Stine Søholt.
- Jeg forsøgte mange gange at flytte tilbage til det hus, jeg havde med min daværende kæreste, for jeg havde et behov for at finde tilbage til noget, der var normalt. Det var for mig at vende tilbage til det hus, mit arbejde og min kæreste. Jeg havde svært ved at acceptere, at jeg ikke kunne det, så jeg blev ved med at forsøge. Men hver gang måtte mine forældre komme og samle mig op, for det kunne jeg slet ikke finde ud af, fortæller hun.
Var med i verdens dårligste film
Stine flyttede i stedet hjem til sine forældre i en lille by syd for Aarhus. På den måde kom hun også væk fra Skanderborg, hvor hun havde minder fra sine oplevelser den decembernat.
- Jeg havde en oplevelse af, at jeg havde været med i verdens dårligste film. Det var helt surrealistisk. Hver gang jeg kørte forbi politistationen, eller det sted, der havde været fest, mindede det mig om den her frygtelig dårlige film, som jeg brugte al min energi på at overbevise mig selv om ikke fandtes.
De dage, det var allerværst for Stine, var tankerne meget sorte.
- Jeg husker, at dengang det skete, tænkte jeg, at det er billigt sluppet, hvis de ikke slår mig ihjel. Jeg skal bare overleve det her. Men det var overhovedet ikke billigt sluppet. Nogle gange har jeg da tænkt, at hvis de for helvede bare havde slået mig ihjel, så havde jeg været fri for det her, så havde det været nogle andres hovedpine end min.
Isolerede sig totalt
Stine Søholt levede i lang tid i en boble, hvor det var hendes forældre og hendes allernærmeste, der hjalp hende igennem dagene.
- Det var dem, der sørgede for, at jeg kom op, fik noget at spise, fik tøj på og frisk luft, fortæller hun. I den periode kunne hun slet ikke overskue at se andre mennesker.
- Jeg blev ret isoleret af det. Der gik lang tid, før jeg så mine venner, for jeg vidste simpelthen ikke, hvordan jeg skulle face dem igen. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige til dem. Jeg frygtede, at de ville behandle mig anderledes, fordi jeg var blevet anderledes.
Blev ensom
Det var først, da Stine Søholt begyndte at læse sin kandidat på Aarhus Universitet, at hun fik sin egen lejlighed i byen og så småt vendte tilbage til en ny form for hverdag.
Det var også omkring dette tidspunkt, at Stine Søholt igen begyndte at tænke på kærligheden.
- Mine omgivelser begyndte at få børn. De gik til parmiddag og havde travlt med at passe deres familier. Der begyndte jeg at blive ensom, fordi jeg jo ikke havde nogen i mit liv.
Dating var en stor udfordring
Det er dog ikke lige let at date, når man har en oplevelse som Stine Søholts med i bagagen.
- Det blev pludselig mig, der skulle begrænse mig i mit liv, fordi jeg skulle sikre mig, at der ikke var nogen, der gjorde noget kriminelt mod mig.
- Jeg tænkte, at det kan ikke være rigtigt, at jeg ikke tør køre i en taxa. Det kan ikke være rigtigt, at jeg ikke kan gå i byen, at jeg ikke kan drikke alkohol, at jeg ikke kan være sammen med mine venner, at jeg ikke kan gå alene. Det kan ikke være rigtigt, at jeg ikke tør være i en elevator, for tænk, hvis der er en mand i den, og han pludselig trykker på en nødknap, og jeg ikke kan komme ud.
- Alt det undlod jeg for at beskytte mig selv, men det følte jeg til sidst, at jeg måtte trodse. Og det der dating blev en form for øvelse. Det har været en helt vild lang proces, som jeg har måttet gøre for mig selv, fortæller Stine Søholt.
Svært at fortælle ny kæreste om fortiden
Hun har i dag fået en ny kæreste, som hun har haft et år. En mand, hun mødte igennem basketball, som hun er begyndt at spille igen.
- Jeg kendte ham før, vi blev kærester, og det har helt sikkert været medvirkende til, at jeg har tillid til ham. Jeg kendte til ham i et års tid, inden vi blev kærester. Det gav mig en form for tryghed, at han ikke var fremmed.
Stine Søholts kæreste kender i dag historien fra hendes fortid. Efter nogle måneder tog hun sig sammen og fortalte ham om sin oplevelse.
- Det var meget svært for mig, for jeg var simpelthen så bekymret for, hvad der ville ske, når jeg fortalte det. Tænk, hvis han ville skride. Tænk, hvis han sagde noget upassende, så jeg ville være nødt til at sige til ham, at han måtte forsvinde ud af mit liv, for det ville jeg ikke kunne leve med.
Men alle bekymringer var ubegrundede, for kæresten tog det præcis, som Stine Søholt ønskede det.
- Noget af det vigtigste var, at han behandlede mig fuldstændigt på samme måde, som han gjorde, inden jeg havde fortalt ham det. Jeg kan huske, at der ikke gik ret lang tid, efter jeg havde sagt det, og så begyndte han at snakke om, at hvis vi skulle på sommerferie, så skulle vi også tænke på det nu. Det var bare så rart for mig, at han snakkede om noget helt almindeligt og fremtidsorienteret. Det bekræftede mig i, at hans billede af mig ikke var blevet ændret, fortæller hun.
Vil gerne undervise politiet
I DR1-dokumentaren afleverede Stine Søholt sit speciale om netop voldtægt. Det skete den 3. december sidste år, og hun går nu og afventer afgørelsen.
Hendes håb er, at hun med det speciale i hånden, kan få lov til at hjælpe fremtidige voldtægtsofre på en eller anden måde.
Både ved at gøre Center for voldtægtsofre, som hjalp hende, mere synligt, og så vil hun også gerne hjælpe politiet på vej.
- Det ville være optimalt med en opjustering af politiets uddannelse. Der tænker jeg selv, at jeg ville være en udmærket kandidat til det, siger Stine Søholt.