Hvis du føler dig træt, sløv og trist. Hvis du har brug for at sove meget. Hvis du har stor trang til at spise søde sager. Og hvis disse symptomer typisk optræder, når vi kommer hen på efteråret og varer hele vinteren, så kan det være, at du lider af en vinterdepression, forklarer professor i psykiatri ved Aarhus Universitet, Poul Videbech.
Vinterdepression er endnu ikke en anerkendt diagnose i Danmark, fortæller han, men hver tiende danske vurderes at lide af den.
Hvordan forebygger man en vinterdepression?
- Ja, man kan emigrere til de varme lande i vinterhalvåret, siger han med et smil på læben.
- Det er selvfølgelig de færreste, der har den mulighed. Men faktisk kan en uges vinterferie til et solrigt sted godt hjælpe. Og virkningen holder et stykke tid efter at man er kommet hjem. Men den aftager selvfølgelig.
En halv time foran en lysterapi-lampe
Det er nemlig manglen på lys, der er den primære årsag til, at man bliver ramt af vinterdepression. Og derfor er Poul Videbechs bedste råd faktisk, hvis man mener, at man er i fare for at få en vinterdepression, at anskaffe sig en lysterapi-lampe.
- I første omgang kan man jo låne eller leje en for at afprøve, om den virker. Og det er meget simpelt: Sæt dig foran lampen en halv time hver morgen, mens du læser eller strikker eller hvad du nu ellers kunne forestille dig at lave.
- Og det skal være en af de særlige lysterapi-lamper. En almindelig spisebords-lampe virker ikke, den er slet ikke kraftig nok.
Man kan også sagtens sidde længere tid foran lampen - det kan ikke blive for meget, understreger Poul Videbech.
- Men de fleste har jo et arbejde eller nogle børn at passe, så det er svært at få tid til mere end en halv time.
Kom ud og gå en tur
Og så er der selvfølgelig også dagslyset, hvor sparsomt det end måtte være her om vinteren.
- Kom ud i dagslyset og gå en tur. Motion og udeliv virker også mod vinterdepression.
Poul Videbech tilføjer, at lysterapilamper, motion, frisk luft og dagslys også har vist sig at have en gavnlig effekt på patienter, der lider af almindelig depression og er i behandling med antidepressiv medicin.