Amfetamin, æblevin, hash og lightergas. Så længe det havde en euforiserende virkning, så var det interessant for 13-årige Lotte i 1984.
Hun havde lige forladt et hjem med vold og svigt for at starte på en frisk på en efterskole i Roskilde. I stedet blev opholdet startskuddet til et 32 år langt misbrug af amfetamin, der måske er på vej mod en ende.
Lotte bor på Blå Kors-pensionatet i Taastrup og har holdt sig fra sin primære afhængighed i så lang tid, at hun tror på et permanent stop.
- Jeg synes fandeme, jeg er sej. Jeg er nået dertil, hvor det er mig, der bestemmer. Jeg gider ikke mere, men jeg skal ikke underkende, at min hjerne rigtig gerne vil stikke af, siger hun.
Vil ikke kun overleve
I cirka et år har DR fulgt Lotte og fem andre af de i alt 19 beboere på pensionatet, som kræver afholdenhed af beboerne - hjemløse misbrugere; hvis de drikker eller tager stoffer på pensionatet, ryger de ud. Det er blevet til programserien 'Tro, Håb og Alkohol'.
Lotte har holdt sig fra amfetamin i mere end 200 dage, og håbet om at vende tilbage til en normal hverdag vokser, i takt med at afholdsdagene bliver flere.
- Jeg er ved at opbygge et liv, hvor jeg skal til at leve. Jeg er færdig med bare at overleve, siger Lotte.
Men det er stadig overlevelse. Lotte kæmper stadig. Primært mod sig selv. Og mod den afhængighed, som 32 år med misbrug og en trang til at flygte fra et hårdt liv fyldt med problemer og mindreværd har ført med sig.
- De rammer, jeg er i nu, hjælper mig voldsomt meget. Jeg er ikke stærk nok til at komme ud lige nu. Der har været flere gange, hvor min hjerne har fucket up. Når tingene bliver svære, vil jeg gerne tage amfetamin og drikke alkohol, siger Lotte.
Trods et massivt og langt misbrug er Lotte bevidst om sine begrænsninger, men også om sine styrker. For, som hun selv siger, der er en grund til, at hun stadig er i live.
- Jeg har kun taget heroin én gang. Jeg vidste godt, at jeg ikke skulle prøve det igen. Jeg har hele tiden holdt mig på grænsen af, hvad jeg kan tåle, siger Lotte, der har opnået ting, som virker umulige hendes massive misbrug taget i betragtning.
Normalt liv med uddannelse og job
Misbruget har ikke været konstant over 32 år. Når Lotte har holdt sig fra de euforiserende stoffer, har hun levet et normalt liv og arbejdet som pædagogmedhjælper i vuggestue og børnehave.
I 2005 begyndte hun på - og fuldførte - uddannelsen til social- og sundhedshjælper, hvorefter hun tog en uddannelse som social- og sundhedsassistent.
Uddannelserne gav et job, hvor Lotte arbejdede med demente. Det job holdt hun fast i fra 2009 til 2015, hvor misbruget blev for meget til, at Lotte kunne passe et arbejde.
Det har været mønstret i Lottes liv. At misbruget har taget til i styrke, når selvværdet har været lavt.
- Så er det ti gange lettere at flygte end at kigge på, hvor uduelig jeg er, eller hvor hårdt jeg har det. Så forsvinder skyldfølelsen, siger Lotte.
Lottes barndom var mildest talt trist og turbulent. Som den eneste af tre søskende blev hun boende hos sin mor, efter forældrene blev skilt.
En bror og en søster flyttede med faren. Lotte blev efterladt hos en mor, som i bedste fald ignorerede hende og i værste fald slog og nev hende og ikke hjalp i de tilfælde, hvor mænd forgreb sig på datteren.
Da Lotte blev 18 år, slog hun igen, og det var sidste gang, moren slog hende.
Siden har Lotte forsøgt at få sin mor til at tale om barndommen for at få et mere klart billede af, hvad der egentlig skete. Det nægtede moren, der døde i 2009, hvilket efterlod Lotte i tvivl om, hvorvidt hun nu også huskede rigtigt, eller var helt galt på den. Det var hun ikke, har både hendes far og moster sidenhen bekræftet.
- Er der ikke snart nogen, der opdager mig?
Lotte vil ikke plante hele skylden for sit misbrug hos forældrene, men den traumatiske barndom "har da haft en indvirkning" på, at hun som 17-årig havde svært ved at genkende sig selv, når hun var ædru.
- Min identitet var blevet at være påvirket, som hun selv formulerer det.
Og så var det lettest at holde sig til den identitet, selv om Lotte var bevidst om, at det ikke gjorde noget godt for hende.
- Jeg har hele tiden vidst, at det var noget lort. Men jeg har ikke vidst, hvad fanden der har været af muligheder. Uanset hvilken vej min næse pegede, var der et misbrug, siger Lotte.
Samme fornemmelse af, at der var noget galt, har Lotte også haft i forhold til valg af mænd, der oftest har været årsagen til de tunge dyk i hendes selvværd.
- Den type mænd, jeg har fundet, har gjort det samme som den type mænd, jeg er opvokset med, fortæller Lotte.
Det har ført en række voldelige forhold med sig.
- Jeg har fremprovokeret den adfærd i dem, for det har jeg været vant til. Tingene går hånd i hånd. Jeg har ikke kunnet finde ressourcerne eller hjælpen til at komme ud af det.
Derfor har Lotte i mere end 30 år ventet på, at nogen ville række en hjælpende hånd ud til hende.
- "Er der ikke snart nogen, der opdager mig?", har jeg hele tiden tænkt.
Det var der ikke. Heller ikke da Lotte blev indlagt efter at have fået tæsk af en kæreste. Og i de tidligere år gik Lotte under myndighedernes radar, fordi moren flyttede hende fra skole til skole, inden nogen begyndte at stille kritiske spørgsmål.
- Jeg har jævnligt søgt hjælp, men jeg ved ikke, om jeg har været klar til at blive hjulpet, siger Lotte.
Det er hun nu og har været det siden 1. februar 2016, hvor hun tjekkede ind på Blå Kors-pensionatet i Taastrup.
Drømmer om egen bolig og job
Nu vil Lotte lægge 32 års misbrug på hylden.
Ikke kun for sin egen skyld, men også for sin 24-årige datter, der trods morens misbrug holder fast og hjælper så godt, hun kan.
Og det skal nok lykkes at skrotte sprutten og amfetaminen, er Lotte overbevist om.
- Jeg er slet ikke i tvivl om, at der kommer en tid, hvor de her problemer er fortid. Jeg ved, jeg bliver stærkere og stærkere, siger Lotte, der drømmer om egen bolig og en kæreste, der behandler hende ordentligt.
- Jeg har skudt en hvid pil efter at få en kernefamilie, men selvfølgelig vil jeg gerne have en, jeg kan dele mit liv med. Og jeg vil gerne have et "Lotte-hjem". Jeg vil have min egen lille bolig, hvor jeg har rum. Jeg trænger til at have mit eget.
Det er 45-årige Lotte dog ikke klar til endnu. Hun har ifølge eget udsagn stadig brug for Blå Kors. Et andet mål er lidt tættere på, tænker hun:
- Inden for et par måneder er jeg i arbejde igen.
Andet afsnit af 'Tro, Håb og Alkohol' bliver sendt torsdag 22. september klokken 20.30 på DR1.