Spørgsmål:
Hvis man mistænker en person for at være ludoman, bør man så gå til personen med sin bekymring, selv om det ikke er et tæt familiemedlem? Hvis det for eksempel blot er en bekendt eller en kollega, som man ser jævnligt. Kan det skade at spørge personen? Og hvordan reagerer ludomaner, hvis man blander sig?
Svar:
Vi rammer her et helt klassisk spørgsmål, der om ikke er gyldigt i alle livets forhold mennesker i mellem, så i alt fald i forhold til alle psykiske lidelser: Skal jeg blande mig, eller skal jeg ikke?
Vi rammer også et spørgsmål her, hvor der er meget delte meninger om svaret - et svar der langt hen ad vejen er langt mere værdipræget end fagligt eller videnskabeligt dokumenteret.
Hvor står jeg så? Min holdning er meget klar - og den er nok farvet af min generelle holdning til tilværelsen: Man skal blande sig!
I min optik er det en fattig verden, hvis ikke vi tager ansvar for hinanden, vores medmennesker og dermed også vores egen hverdag og fremtid. For mig at se har vi alle et ansvar for, at vi alle trives. Derfor skal vi blande os. I verden og i hinanden.
Man kan blande sig på mange måder
Når det er sagt, så kan man "blande sig" på mange måder. Jeg vil fraråde, at man til sin nye kollega brager ud over kontorlandskabet: "Jeg er bange for, at du er ludoman, Torben".
Jeg tænker dog sagtens, at man kan "blande sig" i Torbens liv og høre "Hvordan går du egentlig og har det, Torben?" Eller være lidt mere nærgående: "Jeg har været bekymret for dig på det sidste, Torben. Du har set så stresset ud!"
Man kan også stramme den endnu mere: "Torben, jeg ved ikke, hvad det er, men der er noget, der fortæller mig, at du går og bokser med noget. Jeg håber, at du vil fortælle nogen, hvad det er, for jeg er oprigtigt bekymret for dig. Jeg håber også, at du ved, at jeg er her, og hvad det end er, så hjælper jeg dig gerne".
Ludomaner kan reagerer meget forskelligt
Der er også gode argumenter for at kontakte folk, der måske er endnu tættere på Torben. Måske egentlige pårørende for at fortælle dem, hvad man oplever. Bare præsentere facts. Stille og roligt.
Men hvordan reagerer folk så? Bliver de ikke sure? Jo, det kan godt være at nogen gør det. Det kan også være at nogen bliver kede af det. Nogen bryder måske grædende sammen. Andre bliver lettede.
At forudsige spillerens reaktion efter en henvendelse er nogenlunde så svært som at forudsige roulettes tal. Men hvis henvendelsen er oprigtig, empatisk og udtryk for ens bedste forsøg på at gøre noget godt, så vil man kunne stå inde for den. Også selv om den bliver skidt modtaget.
De fleste ludomaner vil gerne kontaktes
Som lidt "sikkerhedsnet" kan jeg dog fortælle, at jeg netop har ledet en større interviewundersøgelse af ludomaner i behandling. Over 75 % af dem ville egentlig gerne kontaktes og have at vide, hvis deres adfærd var problematisk.
Og cirka 50% mente, at de også ville have taget pænt imod en henvendelse, da de var mest afhængige. Så med disse tal i hovedet er oddsene for succes egentlig ganske gode!
Med disse input in mente, så vil jeg dog altid opfordre til, at man i den konkrete sag ringer til et af de gratis behandlingstilbud. Her vil man kunne fremlægge sin helt konkrete sag, bekymring og relation - og modtage specifik sparring på hvilke tilgange, der kan være i den aktuelle situation.