Adopterede Maria fandt sin familie: Nu vil hun ændre danskernes syn på romaer

Maria E.B. Kirsten fra Aarhus rejste tidligere på året tilbage til den ludfattige roma-landsby, hvor hun stammer fra, og fandt sin mor og ikke færre end 13 søskende.

- Det er vildt det her. Sindssygt! Jeg ved ikke lige, hvor jeg skal gøre af mig selv, siger Maria, da hun har omfavnet sin biologiske mor for første gang. Maria blev tvangsfjernet fra sin familie som baby og kom på børnehjem i Ungarn, hvor hun boede i tre år, inden hun blev adopteret til Danmark. Klik på play.

For 25 år siden kom Erzsébeth László til verden på et hospital i byen Debrecen i Ungarn.

Fornavnet var hendes mors, efternavnet hendes fars. Som barn af roma-forældre blev hun sammen med sin tvillingebror født otte uger for tidligt, vejede nogenlunde det samme som en liter mælk og havde hjertemislyde og mave-tarmproblemer.

Erzsébet László overlevede - det gjorde hendes tvillingebror ikke. Han døde af underernæring.

I dag hedder Erzsébeth László Maria E.B. Kirsten og bor sammen med sin kone, Tina, og datteren Nola i Aarhus.

Da Maria var tre år, blev hun adopteret fra et børnehjem i hjemlandet til Danmark, fordi hendes danske forældre ikke selv kunne få børn.

Med opbakning fra sine adoptivforældre har Maria de seneste år - blandt andet via den ungarske ambassade i Danmark - forgæves forsøgt at finde den kvinde, som fødte hende.

- For mig er det vigtigt at kunne fortælle Nola, hvordan det hele hænger sammen. Hvor jeg kommer fra, og hvorfor jeg er mørk i huden, forklarer Maria.

Hun har derfor bedt 'Sporløs' om hjælp, og sammen med holdet bag DR-programmet rejste hun i slutningen af marts 1.000 kilometer til Ungarn for at finde ud af, hvem hendes familie er, og hvad der skete, dengang hendes bror døde, og hun selv blev sendt på børnehjem.

Maria E.B. Kirsten blev født for tidligt og var underernæret som spæd. Efter hun kom til Danmark, udviklede hun sig til lidt af en drengepige, som hun selv formulerer det. I dag er hun 25 år gammel og har sin egen familie. (Foto: © STV, DR)

Marias møde med roma-fattigdommen: Jeg var grædefærdig

Jagten på Marias biologiske familie begyndte i Debrecen, 230 kilometer fra Ungarns hovedstad Budapest.

Byen optræder flere steder i Marias adoptionspapirer, og det var her, hun blev født og boede på spædbørnshjem de første år af sit liv.

De første spor endte blindt, og fordi hospitalet ikke må udlevere personlige oplysninger om andre, var Maria og 'Sporløs'-holdet nødt til at lede videre.

Ungarn er et af EU’s fattigste lande, og i bunden af hierarkiet finder man oftest romaerne, der udgør 7-10 procent af landets befolkning.

I Debrecen er der mange omkringliggende roma-samfund. Maria besøgte et af dem og fik et indblik i en roma-landsby anno 2016. Fattigdommen tog hårdt på hende, og hun blev senere lettet, da hun så, at det ikke stod så slemt til i hendes families landsby.

- Jeg var grædefærdig. Folk boede i huse, der var faldet sammen. En mand sov på murbrokkerne, fordi hans hus var styrtet sammen, og en var død derinde. Det var meget værre og meget mere usselt, end jeg havde forestillet mig, siger Maria.

Jagten fortsatte på det lokale erhvervsregister. Mange romaer er nemlig selvstændige og skal ikke bare registrere virksomhedsoplysninger, men også navnet på deres mor.

Besøget på registret var en succes. I byen Portja, kun fire kilometer fra grænsen til Rumænien, var der en familie med samme navn som Marias. Familien viste sig at være den rigtige, og Maria blev kort tid efter genforenet med sin mor.

- Her er hun, og hvad så nu?

For Maria var det første møde med sin biologiske mor en speciel oplevelse.

- Jeg kunne mærke, at det ikke var her, jeg skulle vise følelser, fordi min mor var meget fattet. Romaer er måske lidt sejere i skinnet. Det var hertil og ikke længere, fortæller Maria om mødet.

Maria E.B. Kirsten fik ikke bare en mor på sin rejse til Ungarn - men også 13 søskende. (Foto: © STV, DR)

Maria fandt ikke bare sin mor på rejsen. Hun fik også en helt ny familie med 13 brødre og søstre. Nogle af dem har familien ikke kontakt til, og andre sidder i fængsel.

Mødet med den store familie gjorde stort indtryk på Maria.

- Jeg fandt min mor, som jeg kunne sammenligne mig med, og fandt ud af, hvorfor jeg er, som jeg er. Men det var ikke nogen stor åbenbaring, som mange andre oplever. Det var mere: Her er hun, og hvad så nu?

- Jeg har altid ønsket at kunne identificere mig med en mor, men jeg så også, hvordan familien er, og den næstekærlighed og omsorg, de har for hinanden, og det var mere det, der talte, end "neeej, nu fandt jeg min mor", fortæller hun.

Hård start på livet: Maria fik sine svar

Efter genforeningen spurgte Maria sin mor, hvad der skete - og ikke mindst hvorfor hun blev bortadopteret til Danmark.

- Det var et meget fattigt område med meget tumult, og i 1990’erne var det slet ikke sjovt at være roma. Kommunen havde et øje på mange roma-familier - også vores. Vi blev tvangsfjernet og kom på hospitalet, fordi vi var syge. De gav os simpelthen ikke nok mad, siger Maria.

- Da min mor ville besøge mig på hospitalet, var jeg bare væk. Hun spurgte, hvor jeg var, men det ville de ikke oplyse. Jeg var kommet på børnehjem, og min mor var grædefærdig.

Marias far var ifølge familien ikke nogen god forælder, og Marias mor gik fra ham. Han døde senere i et ungarsk fængsel.

Selvom familien i dag er fattig og lever et liv meget anderledes end Marias, tror hun, familiemedlemmerne er lykkelige.

- Jeg ved godt, at Ungarn er et fattigt land, men det kom som et chok for mig, hvor fattige de er. I min mors lille, blå hus, hvor min storesøster passede mig som lille, er der ingen glas i vinduerne, intet toilet og ingen ovn.

- Men de er et glad folkefærd - noget så glade, selvom de lever så usselt og pivringe, og det overskygger alt.

Vil arbejde for romaerne i Danmark

Rejsen til Ungarn fandt sted tidligere på året, og den første tid hjemme i Danmark efter at have tilbragt to dage med sin nyfundne familie var svær. De mange nye indtryk og bekendtskaber sad dybt i Maria.

Først overvejede hun, om en psykolog var vejen frem, men i stedet er hun nu gået i gang med at skrive en bog, der blandt andet handler om adoptionen. Samtidig er hun på vej ind i frivilligt arbejde til gavn for romaer i Danmark.

Roma-folkets historie er broget, og igennem årene har romaerne oplevet vold og diskrimination på tværs af landegrænser. Romaerne, der ikke har deres egen stat, menes oprindeligt at stamme fra Indien.

NGO’er som Amnesty International har flere gange kritiseret behandlingen af romaer i Europa, som organisationen har betegnet som racistisk og apartheidlignende.

- Det generelle billede er lumsk og nedgør romaer

Romaerne bliver dårligere uddannet, tvangsforflyttet, og blandt andet i Ungarn har der været store udfordringer med hadforbrydelser mod dem. Sågar målrettede drab.

Søger man på ordet roma, er resultatet - bare fra den seneste måned - overskrifter som:

"Politiet advarer imod Romaer i Thy Mors"

"Anklage mod romaer: Smed sten efter en dreng som tilfældigt kom forbi en romalejr"

"København lider under romalejre og tiggeri"

"Regeringen vil forbyde roma-lejre og straffe tiggeri"

Maria håber, at hun nu kan være med til at ændre den opfattelse af romaer, som mange danskere måske har.

- Det generelle billede er lumsk og nedgør romaer. Det vil jeg gerne forsøge at ændre, selvom jeg ved, at jeg ikke kan gøre det fra den ene dag til den anden, siger hun.

Har kontakt via Facebook

Maria vil også gerne besøge sin ungarske familie igen. Men det bliver ikke foreløbig, fordi hun sammen med sin egen familie er i gang med at flytte fra Aarhus til Sønderborg.

- Hvis jeg ikke havde Nola og Tina, havde jeg pakket mine ting og var taget ned til dem. Det at være sammen med nogen, man har noget genetisk til fælles med, vil jeg gerne prøve, og så er jeg sådan set ligeglad med, om de er skidefattige.

Kontakten med familien i Ungarn har Maria stadig. De taler dog kun ungarsk, og derfor foregår det ved hjælp af Google Translate over Facebook, mens Maria også sender billeder derned.

'SPORLØS'

  • 'Sporløs' er en af DR1's længstvarende succeser. Siden 1997 har omkring 150 mænd og kvinder - med programmets hjælp - fundet nogen, de ledte efter

  • 30-årige Ditte Haue, som seerne blandt andet kender fra 'Aftenshowet', er vært

  • Den nye sæson af 'Sporløs' bliver sendt mandage klokken 20 på DR1 og kan ses på DR TV her