I aftes blev otte singler sat sammen til fire par i premieren af denne sæsons 'Gift ved første blik'.
Ingen af ægteparrene fra den første udgave af programmet er sammen længere, men alligevel har programmets nye deltagere tiltro, at eksperter godt kan skabe et godt ægtepar, uden at personerne har mødt hinanden.
30-årige Jakob Bay har været en masse dates, men har endnu ikke kunnet finde den kvinde, som han leder efter. Og i næste afsnit på tirsdag bliver han så gift med en fremmed, som nogle eksperter har udvalgt til ham.
- De var meget grundige, og det var en tre måneder lang proces med mange spørgsmål. Selvfølgelig kan man ikke vide, hvem der er kemi med, og hvem der ikke er kemi med. Men jeg tror, at de grundlæggende ting kan de godt have på plads, så de ved hvad man leder efter, hvor man har udfrodringer, og hvor man mathcer, siger Jakob Bay.
Eksperter finder værdier, som man ikke ser på dates
41-årige Jeanette Rafn har været single i fire år, og da hun hørte, at man kunne få hjælp af en række eksperter til at finde et godt match, så greb hun chancen.
Hun tror på, at man godt kan starte et godt forhold ved at blive matchet på grundlæggende værdier som personlighed, kommunikation og seksualitet. Det kan måske faktisk være en fordel i forhold til normal dating, at eksperter har kigget på de dybere værdier.
- Det kunne man faktisk tydeligt mærke, når man blev sat sammen med personen. Og normalt når man dater, tror jeg, at der går lang tid inden, at man kommer ind på de her ting. Og måske når man slet ikke dertil, fordi der er noget andet der stopper en inden, siger Jeanette Rafn.
Du kan se hele interviwet med de to deltagere i Aftenshowet ved at klikke på billedet øverst i artiklen.
Og du kan se hele første afsnit af 'Gift ved første blik' her.