Hvordan ser en typisk dansk familie anno 2017 ud?
Det spørgsmål har DR2 som led i et kunstprojekt stillet i programrækken, 'En rigtig dansk familie', hvor 500 familier stillede op til casting i konkurrence om at blive prototypen på den moderne familie.
Og i dag faldt afgørelsen, der bygger på fem meningsdannere og fagpersoners vurdering.
Valget faldt på familien Lysholm-Thorsen.
- Vi blev overraskede, vi fik en subjektiv vurdering af, at vores valg er fornuftige. Men vi føler på ingen måde, at vi har resultatbogen for, hvordan man skal være en familie, forklarer Michael Lysholm.
Derfor har Yenny, Michael og deres lille datter været på besøg hos den engelske kunster, Gillian Wearing, der efterfølgende har genskabt familien - i bronze, vel at mærke.
Så nu er familien Lysholm-Thorsen blevet foreviget og kan fra i dag besøges og beskues på Statens Museum for Kunst.
Yenny Thorsen supplerer:
- Vi har det ikke sådan, at nu er vores familie ligesom afsættet for, hvordan en rigtig dansk familie ser ud i dag. Men det er tænkt som et debatoplæg og er et vidnesbyrd om, hvordan flest mennesker lever i dag.
Deler samme værdier
28-årige Yenny og 29-årige Michael mødtes nytårsaften 2014. Efter bare tre måneder som kærester blev Yenny gravid, og det var bestemt ikke meningen, at de to skulle blive tre på det tidspunkt.
Men de gav hinanden en uge til at drøfte situationen.
- Og i løbet af den uge fandt vi ud af, at vi delte mange af de samme værdier. Så vi tog chancen, fortæller Michael.
I klippet fra 'En Rigtig Dansk Familie´, fortæller de to herunder, hvordan de valgte at skrue deres tilværelse sammen, efter lille Olivia kom til verden:
http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:59dc6204a11f9f0e0cc11616
Et nyt familiemedlem
Siden familien meldte sig til programmet og efterfølgende er blevet valgt til at repræsentere den danske familie, er der sket en hel del for Yenny og Michael. Først og fremmest har de fået lillebror, Jeppe, for fire måneder siden.
- Og så har vi valgt at afvikle cafeen, der jo fyldte meget for os på det tidspunkt optagelserne fandt sted. Cafe-drømmen fylde så meget, at det til sidst kostede for meget på familiekontoen.
- Vi er også flyttet ud af byen. I dag har vi købt hus og bor i Hillerød, tæt på mine forældre og bror og tæt på naturen. Så i dag føler vi, at vi indrettet vores hverdag, som vi gerne vil have den.
Michael arbejder som kunderådgiver i Nykredit, og Yenny er studerende.
- Jeg læser til socialrådgiver, men er på barsel nu. Så på den led er der alligevel ro og tid til børnene. Før var der kaffebaren, som fulgte meget af vores tid. Michael havde jo også dengang fuldtidsarbejde og var i cafeen i sin fritid.
Familien er foreviget
Nu skal familien lige vænne sig til, at de er blevet foreviget i bronze og skal være udstillet i mange år fremover.
- Det er da lidt underligt, og man kan da godt sige, at man får lidt præstationsangst. Det havde vi ikke helt tænkt over, dengang vi meldte os til - men vi vil gerne følge det til dørs. Vi føler også, at det lidt forpligter, at alles øjne nu er rettet mod os.
- Vi føler os jo ikke som noget specielt, vi er som familier er flest, og det er vigtigt for os, at rigtig mange familier kan spejle sig i os.