Vi min mand og jeg lever i et forhold, hvor der næsten ikke eksisterer sex. Det startede, da han fik en videofilm med porno, og jeg opdagede, at han så det hver aften, efter jeg var gået i seng. Den dag slukkedes lysten til at have sex med ham.
Tanken om, at han hellere ville se det og være en del af den porno, var nok til, at jeg følte mig så meget forsmået, og at vores forhold nu er stort set platonisk.
Den engang meget smukke drøm om, at det var mig og kun mig, han ønskede at have sex med, var brast for evigt. Jeg blev frustreret, skuffet og meget ked af det. Alt det smukke, vi engang havde, var slukket for altid. Det er nu 8 år siden, og jeg har svært ved at forstå ham og tænker på de fire gange om året, vi er sammen og har sex, at det kunne han da have gjort bedre selv i sine porno fantasier med de vulgære duller.
Tak fordi du deler dine oplevelser omkring din mands pornokiggeri, og hvad du oplever, det har gjort ved dig og jeres sex- og samliv. Jeg er sikker på, at mange kvinder kan genkende nogle af dine oplevelser, som jeg her vil kommentere på. Jeg mener nemlig ikke, at din mands forbrug af porno alene siger noget om ham. Dine oplevelser siger også noget om dig og dit forhold til porno og om jer som par.
Hvad betyder det, at din mand ser porno?
Og hvordan påvirker din mands pornoforbrug hans seksualadfærd? Svarene på disse spørgsmål, afhænger af, hvem du spørger. Forskning viser, at de fleste mænd har set pornografisk materiale via internettet, videoer, tv og andre medier inden for det sidste år. Men det gælder også mange kvinder. Selvom kvinder ofte søger en anden form for pornografi end mænd, så er min pointe, at din mands brug af porno ikke behøver at være så unormalt eller forkert, som du oplever det.
De fleste brugere af porno oplever ikke billederne som realistiske og kan almindeligvis godt skelne mellem sex i pornoens kunstige univers og sex i det virkelige liv. Porno kan dog også være en substitut i mangel på intimitet og sex.
Jeg kender ikke det præcise omfang af din mands pornokiggeri. Jeg ved heller ikke noget om din mands egne oplevelser af sit pornoforbrug, og det gør du måske heller ikke. Du kunne overveje at spørge ham.
Hvad betyder det for dig, at din mand ser porno?
Mange kvinder og mænd, forskere og lægfolk har i tidens løb fremført forskellige holdningsmæssige, politiske og religiøse argumenter for, at porno præger brugerne negativt. Men der er mange faktorer i spil her.
Effekterne af at se porno afhænger i høj grad af, hvem brugeren er, dvs. personligheden, brugerens alder, omfanget af forbruget af porno m.m.
Dine oplevelser af din mands pornokiggeri siger også noget om dig. Du skriver, at du før din mands pornokiggeri, havde en smuk drøm om, at det kun var dig, din mand ønskede at have sex med. Må din mand heller ikke tilfredsstille sig selv? Du føler dig fravalgt og er skuffet og ked af dette. Reagerer du også med jalousi, når din mand ser porno?
Hvem siger egentlig, at din mand har valgt dig fra? Kunne hans oplevelse være, at du har trukket dig fra sex og situationer, der lægger op til sex? Som du beskriver det, har I fået et platonisk forhold med sex cirka fire gange om året. Er din mands pornokiggeri virkelig den fulde forklaring herpå? Eller handler det i lige så høj grad om, hvad din mands pornoforbrug har gjort ved dig?
Jeg mener, at dine holdninger til porno, erfaringer med pornografisk materiale og personlighed spiller ind her. Vores syn på sex og porno er meget subjektivt.
Hvordan har I som par tacklet udfordringen af jeres sexliv?
Der er to i et forhold og to til at bringe samtalen om sex op. Hvis sexlivet har skrantet igennem otte år, hvad har så holdt dig tilbage fra at bringe det op over for din partner? Otte år er lang tid, tænker jeg. Du har et ansvar for dit eget liv, også dit sex- og samliv, ligesom din mand har et ansvar for sit liv. Har I begge været for dårlige til at tale om sex og mangel på samme?
Din mands pornoforbrug har fået lov til at kile sig ind imellem jer. Jeg mener, at det er en faldgrube at lade stå til. Jeg mener faktisk, at vi alle har en forpligtelse til at dele med vores partner, hvis der er noget, vi mistrives med i forholdet.
Mange synes, at det er rigtig svært at tale om sex og seksuelt relaterede emner. Det kan jeg godt forstå. Ikke desto mindre mener jeg, at du skulle overveje at tage tyren ved hornene og tale med din partner om jeres sexliv og dele dine oplevelser. Din mands pornokiggeri har udfordret jer som par, men der skulle jo nødigt gå 8 år til, uden at I får håndteret denne udfordring mere hensigtsmæssigt.
Med håbet om at du kan blive inspireret af mine kommentarer,
Jesper