Når man er ny i 'Den store bagedyst', vil man bare gerne gøre sit bedste. Og ingen er i tvivl om, at de allerbedste at imponere er de to erfarne dommere Mette Blomsterberg og Jan Friis-Mikkelsen.
Det forsøgte Bagedystens yngste deltager gennem tiden, 20-årige Luna Richardt fra Silkeborg fra første optagelse på snedig vis.
Vil bare være på over for dommerne
Hun brændte praktisk talt sit navn fast over for dommerne, da hun - mere eller mindre bevidst - glemte en kage i ovnen.
- Jeg vidste egentlig godt, at kagen skulle ud, da jeg kunne se, at Jan og Mette kom hen mod mig. Men man vil jo bare gerne være på, når de kommer hen til én, så jeg koncentrerede mig om det, fortæller Luna Richardt om episoden i klippet i toppen af artiklen.
Det væltede ud med røg, da hun endelig fik åbnet ovnen.
Noget af en sæsonstart
- Jeg havde godt på fornemmelsen, at noget var helt galt, mens jeg stod og snakkede med dommerne. Jeg kunne mærke, at mange af de andre deltagere begyndte at kigge hen på mig og min ovn. Det var noget af en sæsonstart, griner den unge østjyde, når hun i dag fortæller om episoden.
Grunden til, at Luna Richardt kan grine af det i dag, er formentlig, at det aldrig var meningen, at den brændte kage skulle bruges. Det var nemlig bare en ekstra, og den rigtige kage havde hun allerede taget ud.
Derfor er klippet i denne artikel heller ikke med i aftenens premiere på 'Den store bagedyst'.
'Den store bagedyst' har premiere på DR1 klokken 20.
https://www.facebook.com/DRNyheder/posts/1275182435865611