Kemi i Bagedysten: Kvælstof på minus 196 grader kræver handsker og briller

Der er røg i køkkenerne i aftenens afsnit af ’Den store bagedyst’, men det er helt med vilje.

Flydende nitrogen er ekstremt koldt og kan give forfrysninger. Deltagerne skal bruge stoffet til 'Den hemmelige udfordring'.

- Uh! Det er megafedt. Hold kæft, jeg har ondt i min arm, men det er megafedt, siger Jacob Lund Hjort, deltager i 'Den store bagedyst'

Begejstringen er ikke til at skjule, når de syv Bagedyst-deltagere skal lege med kemi i køkkenet. De skal nemlig bruge kvælstof i flydende form til at lave is i ’Den hemmelige udfordring’.

Farlig kemi kan give forfrysninger

Ved hjælp af flydende nitrogen kan man piske en flødecreme til is i løbet af kort tid. Men stoffet er ekstremt koldt og har en temperatur på minus 196 grader. For ikke at få forfrysninger er deltagerne derfor klædt på med handsker og sikkerhedsbriller.

Men det er ikke alt udstyr, der holder til udfordringen. At lave iscreme med kemi kræver nemlig gode armmuskler - og piskeris.

Du kan se ’Den store bagedyst’ i aften klokken 20 på DR1 eller på DR TV.