Forlæng livet ved at skære ned på sukker, pasta og brød

De hurtige kulhydrater kan give dig de samme komplikationer, som typisk rammer sukkersygepatienter.

pasta med brød
Ud med pasta, brød, ris og kartofler, og erstat det med grøntsager, fisk og bælgfrugter, anbefaler Kris Verburgh. (Foto: © NATALIA MYLOVA, COLOURBOX)

En ny bog, Timeglas-modellen, kommer med nye anbefalinger til, hvordan man kan spise sig til et langt – og ikke mindst sundt og raskt – liv.

En af de væsentligste faktorer i bogen er at skære ned på kulhydraterne i sin kost.

For kulhydrater – og i særdeleshed de hurtige kulhydrater i ris, pasta, brød og sukker - er usunde for os, fortæller den belgiske læge og forsker, Kris Verburgh, der har opfundet Timeglas-modellen:

- Det er de blandt andet, fordi de er nogle ”klæbrige” molekyler, der bevirker, at proteiner lettere kan hægte sig på hinanden. Og når proteinerne og kulhydraterne klumper sammen, så får det blodkarrene til at blive hårde og miste elasticitet.

- Hvis vævet i huden mister elasticitet, får vi rynker. Hvis blodkarrene i øjnene mister elasticitet, får vi grå stær. Hvis blodårerne mister elasticitet, øges risikoen for åreforkalkning og for, at blodårerne brister i form af eksempelvis en hjerneblødning. Og sådan er det for mange af kroppens organer.

Sukker påvirker i øvrigt også risikoen for flere kræftformer, fordi nogle kræftceller lever af sukker, tilføjer han.

Komplikationer som minder om sukkersygepatienters

En anden – og meget væsentlig - bivirkning af hurtige kulhydrater er, at de giver store udsving i blodsukkeret, som gennemsnitligt vil være forøget sammenlignet med, hvis man indtog samme mængde som langsomme kulhydrater, tilføjer Lars Holm, der er lektor ved Center for Sund Aldring ved Københavns Universitet.

- Ubalance i blodsukker og insulin-niveau er grundlæggende problemet for sukkersygepatienter. Og de rammes typisk på et eller andet tidspunkt i deres liv, alt efter hvor godt deres sukkersyge er behandlet, af komplikationer som nedsat syn,, karforsnævring, forhøjet blodtryk, nervedegenerering og nedsat nyrefunktion.

Altså mange af de problemer, som de fleste af os – der ikke lider af sukkersyge - først møder, når vi bliver ældre.

Så især for at undgå de akut ubehagelige og altså på længere sigt risikable store udsving i blodsukker i løbet af dagen, er Lars Holm enig i Kris Verburghs teori om, at man skal undgå de hurtige kulhydrater.

Begge understreger dog, at man endelig ikke må blive så kulhydratforskrækket, at man skærer dem helt ud af sin kost. For kroppen har brug for kulhydrater.

- Men hent kulhydraterne fra frugt, grøntsager, svampe – og ikke mindst havregryn, slutter Kris Verburgh.