Blindtest: Ungarsk and vinder lille sejr

I aften bliver der smagt på stribevis af ænder i Madmagasinet Bitz& Frisk.

(© DR)

Madmagasinet Bitz & Frisk prøvesteger pekingænder i aftenens program.

DRs ernæringsekspert Christian Bitz og kokkelæreren Benny Friis Jensen, Hotel- og Restaurantskolen, mente, at de danske økologiske måtte være suveræne vindere - men en blindtest med otte kokkeelever ændrede billedet.

Madmagasinet fik Hotel- og Restaurantskolen i København til at stege fem ænder og at tjekke svind og smag.

Tre af ænderne var konventionelt opdrættede - det vil sige i en stald - og to var økologiske ænder, der havde gået ude og haft masser af plads.

Den dufter ikke af jul

To af ænderne - en tysk 'Julius' og en fra Cherry Valley i England - var i den helt billige ende.

Og de scorede ikke højt hos Christian Bittz og Benny Friis Jensen, kokkelærer på Hotel- og Restaurantskolen, da de prøvesmagte ænderne før den store blindtest.

- Den dufter ikke af jul - mere af blod, jord og ammoniak, lød smagskommentarerne.

En ungarsk and ved navn Anton fik lidt bedre kommentarer, men først da de økologiske, danske ænder fra Handbjerg og Gothenborg blev skåret for, var begejstringen stor.

- Det dufter af and - og smelter på tungen, lød vurderingen.

Men da otte kokkeelever fra Hotel- og Restaurantskolen fik til opgave at blindteste ænderne, var vurderingen en anden.

Her vandt den ungarske Anton en sejr - skarpt forfulgt af den økologiske fra Handbjerg.

Her kan du se, hvilke ænder, der scorede points i Madmagasinets test.