Sid højt og fjern dine smerter

Fysioterapeut Anne Bech tager fat om problemet med forkerte arbejdsstillinger og -redskaber.

(© Colourbox)

Sid ordentligt! Sidder du godt? Sidder du højt? Det første er som regel ordren til vores teenagebørn, det næste er udtryk for omsorg og det sidste 'Sid højt' er det budskab, som kommer fra fysioterapeut Anne Bech.

Til alle tre spørgsmål kan man fra de fleste af os forvente, at det ærlige svar er et rungende Nej!

Anne Bech var gæst i Sundhed på P1 i dag, hvor hun præsenterede budskabet om at sidde højt på for at undgå smerter i nakke og ryg.

Vi er skabt til at ligge og gå

Især i skole- og arbejdssituationer er det vigtigt, at man bogstaveligt talt har indstillet kroppen rigtigt, ellers kan diskusprolapsen i ryg eller nakke vente lige om hjørnet.

Så det er med at ruste sig i tide - og hvordan gør man så det? - ja det har fysioterapeut Anne Bech netop skrevet en bog om: "Sid højt og fjern dine ryg og nakkesmerter".

- Der findes ikke nogen perfekt siddestilling, vores krop er skabt til enten at ligge eller gå. Ikke sidde og stå.

- Men hvis vi skal se på den mest aflastende siddestilling, så skal vi sidde højt på stolen, sådan at benene hænger afslappet ned, og vi sidder på vores siddeknuder og ikke på baglåret!

Stolene er ikke designet til 2014

Siddeknuderne sidder nederst på ballerne lige ved overgangen mellem bækken og lår. Det er bækkenet, der holder vores rygsøjle i den naturlige form.

Det betyder, at vi ikke skal sidde tilbagelænet på de eksisterende arbejdsstole, som er designet til, at man sætter sig tilbage på baglårene, stikker hovedet frem og dermed runder ryggen, så er det, der opstår spændinger hele vejen op.

- Så når fx skolebørn og teenagere indtager mærkelige henslængte stillinger, så er det fordi, de ofte sidder på lave stole, som ikke er designet til den moderne arbejdssituation.

- Jeg kan se det i min praksis, hvor jeg har unge fra 18 år, der kommer med en diskusprolaps i ryg eller nakke. Det har jeg ikke oplevet før i de 23 år, jeg har praktiseret

Fysioterapeut Anne Bech mener at det er på tide, at standardhøjden for stole generelt bliver hævet. De 'normale' 50 cm passer til mennesker med en højde på 160-165 cm.

I bogen 'Sid højt - og fjern dine ryg- og nakkesmerter' giver hun anvisninger på, hvordan man i hverdagen gennem øvelser og de rette arbejdsstillinger også kan forebygge slidgigt og diskusprolaps.