Hvis du eller andre i dit hjem har fået konstateret allergi over for husstøvmider, så er det vigtigt at holde mængden af dem nede.
Og det er ikke nok at følge de almindelige husmorråd om at fryse dynen, lufte dynen, tørretumble dynen, lægge dynen i solen, støvsuge madrassen, rense dynen eller vaske ved temperaturer under 60 grader.
Man ved, at husstøvmider trives dårligt i varme og tørre rum, og at de bliver slået ihjel ved temperaturer over 55 grader.
Seks gode råd
Her er nogle råd fra Astma-Allergi Danmark, om hvordan du undgår husstøvmider:
- 1
Vask dyner og puder ved 60 grader mindst 4 gange om året og tør dem i tørretumbler
- 2
Vask sengelinned ved 60 grader mindst hver 14. dag
- 3
Brug rullemadras og vask også den ved 60 grader mindst 4 gange om året
- 4
Luft ud med gennemtræk 5-10 minutter tre gange dagligt og ved fugtgivende aktiviteter, f.eks. badning og madlavning
- 5
Varm op til minimum 20 grader i alle rum. Hvis du ønsker at sove køligt, kan du vælge at varme soveværelset op om dagen, og lufte ud og skrue ned for varmen, før du går i seng
- 6
Gør grundigt rent en gang om ugen. Husk at lufte ud under og efter rengøringen
Husk at ordne det hele på én gang, så alle de allergifremkaldende stoffer bliver fjernet samtidig.
Hvis du sover i dobbeltseng eller køjeseng, bør du ordne begge sovepladser på én gang, og undgå at sove i nederste køje.