Rygning smitter: Unge i gymnasiet påvirker hinanden til at ryge

Hvis de seje elever i en gymnasieklasse ryger, så smitter det let de andre i klassen, viser en undersøgelse fra Statens Institut for Folkesundhed.

Mange unge er lejlighedsrygere og ryger kun til fester. Det får forskerne til at konkludere, at cigaretten er høj grad bruges i sociale sammenhænge. (Foto: © Colourbox.com, ColourBox.com)

Når sommerferien slutter og omkring 55.000 forventningsfulde elever starter på gymnasiet vil nogle begynde at ryge, andre vil fortsætte en usund vane fra folkeskolen, og andre igen vil holde sig langt væk fra cigaretten.

Men lige meget hvilken vej de unge går, vil gymnasieklassen havde en stor betydning for mange unges valg, siger forskerne bag rapporten 'Rygevaner blandt gymnasie-og erhvervsskoleelever'. Det skriver Samvirke.

- Hvis der er et festkodeks i klassen, og det er de seje og dem, man gerne vil være venner med, der ryger, så er der større sandsynlighed for, at man selv tager den vane op, siger forskningsleder ved SIF, Janne Schurmann Tolstrup til Samvirke.

Hun har stået i spidsen for arbejdet med at analysere fra i alt 70.546 gymnasieelever indhentet i 2014

- Når vi kigger på de unges svar, kan vi se, at det ikke er tilfældigt, hvordan rygerne er fordelt. Der opstår klumper. Tolkningen er, at klassen har meget større betydning for de unges rygeadfærd, end hvilket gymnasium man går på. Siger Janne Schurmann Tolstrup

  • Jeg startede med det pga. jeg ville prøve det til en fest, da der var forholdsvist mange, der gjorde det. Og så ville jeg også prøve det, men det er jo ingen hemmelighed, at det smager af lort. Efter noget tid begyndte jeg at ryge fast. Frederik, 15 år.

De unge ryger for sjov

12 procent af de spurgte gymnasieelever i undersøgelsen beskriver sig selv som daglige rygere. Den langt største del (34 procent) betegner sig selv som lejlighedsrygere.

Det er et tegn på, at rigtig mange unge kun bruger cigaretten til sociale eller festlige sammenhænge, siger formanden for Vidensråd for Forebyggelse Morten Grønbæk til Samvirke.

- Det er nok de færreste lejlighedsrygere, der ryger for sig selv. Der er helt sikkert nogle grupper, hvor det er en adgangsbillet ind til det spændende og det sjove, og for mange unge er det meget befordrende for det sociale samvær at ryge en smøg sammen, siger Morten Grønbæk

  • Jeg startede fordi nogle af mine venner røg, og så skulle det prøves. Jeg kunne egentlig meget godt lide det, og synes det var både socialt og hyggeligt at samles om - så derefter blev det lidt af en vane. Liv, 18 år.

  • Altså jeg er stoppet for længst, men jeg begyndte, fordi jeg synes det var lidt sejt, at alle mine andre venner/veninder gjorde det. Derudover synes jeg bare, at det var "sejt", når man var til fester og sådan. Hannah, 17 år.