Lad dig teste for kønssygdom – også for 17. gang

Det er ingen skam at troppe op på kønssygdoms-klinikken igen og igen. Alternativet er værre, siger overlæge.

(Foto: © Anna Omelchenko, Colourbox)

Hvis du er i risiko for at være blevet smittet med en kønssygdom, det vil sige, at du har dyrket ubeskyttet sex med en eller flere forskellige nye partnere, så få det undersøgt.

Også selv om det kun er et halvt år siden, du sidst blev undersøgt, siger afdelingslæge i Statens Serum Institut, Susan Cowan:

- Der har været en tendens til, at det var lidt skamfuldt at komme på kønssygdomsklinikken. Især, hvis man kommer igen og igen flere gange.

- Og den skamfuldhed kommer af, at der på mange af klinikkerne har været sådan en holdning om at: ”Kommer du nu der igen? Kan du ikke lære at beskytte dig?”. Og det er en tone, vi rigtig gerne vil have ændrer sig.

Statens Serum Institut samler alle indberetninger af indberetningspligtige kønssygdomme og følger udviklingen inden for de forskellige sygdomme, om der ses en stigning eller et fald i forekomsten.

Graviditet en større trussel end klamydia

Men du skal altså ikke tøve med at blive testet for, om du er blevet smittet med fx klamydia, siger Susan Cowan, for det er langt bedre at få sygdommen opsporet og behandlet, end holdt skjult med risiko for at smitte andre.

- Der er ingen tvivl om, at den allerbedste strategi mod spredning af kønssygdomme er, at alle bruger kondom, når de er sammen med skiftende partnere. Men det sker bare ikke, for de unge fyre er ikke interesserede i at tage det kondom på.

Så i erkendelse af, at det er utrolig svært, for ikke at sige umuligt at få de unge til at bruge kondom, så er den næstbedste strategi at sige, at de endelig skal komme lige så ofte, de har behov for det og blive testet for fx klamydia og gonoré, siger Susan Cowan.

- Hvis ikke de unge tør komme i klinikkerne og blive testet, så risikerer vi bare, at kønssygdomme som gonoré og klamydia spreder sig voldsomt, fordi de smitter deres seksualpartnere uden selv at være klar over, at de er smittet.

Find en læge, du stoler på

Kondomer har aldrig været populære, men i 80’erne, hvor hiv og aids var på sit højeste, var angsten for at blive smittet med en dødsensfarlig sygdom så stor, at den vandt over modviljen mod at bruge kondom.

Ikke bare blandt homoseksuelle, men blandt alle. Sådan er det ikke længere. Faktisk er der en anden trussel, som virker bedre end truslen om en kønssygdom:

- Der findes piger, som undlader at fortælle, at de bruger p-piller, for hvis de var åbne omkring det, så vil fyren ikke bruge kondom. Det, der virker, er, hvis pigerne insisterer at bruge kondom med den begrundelse, at de ikke vil blive gravide. Det har fyrene respekt for.

- Graviditet er en større trussel end en kønssygdom.