Helbredstjek forhindrer ikke diabetes

En ny videnskabelig undersøgelse viser, at screening for diabetes blot finder de, der ville få sygdommen under alle omstændigheder.

Intensiv rådgivning og lægetjek ser ikke ud til at forhindre, at raske udvikler type-2 diabetes, viser en stor undersøgelse. (Foto: © Annette Jespersen P4 Trekanten, DR)

Screening for sygdomme er jævnligt til debat - senest i mandags, da DR1 programmet 'Sygdom søges' satte spørgsmålstegn ved, om alt for mange får blodtrykssænkende medicin, uden at det reelt har nogen effekt.

Og nu slår en ny undersøgelse fra Forskningscenter for Forebyggelse og Sundhed på Glostrup Hospital fast, at screening for type 2 diabetes ikke forhindrer, at raske bliver syge.

Studiet, der er et af de største i verden, har undersøgt, om regelmæssige helbredstjek og information om sund livsstil kan forhindre raske i at udvikle sygdommen.

Men screeningen finder blot de mennesker, der under alle omstændigheder bliver ramt, lidt tidligere. Det skriver Politiken.

Sygeliggøres tidligere

- Vi får altså med helbredstjek for diabetes blot gjort folk til patienter, nogle år før de ellers ville være blevet det. Men de kommer ikke til at leve længere eller undgå hjerte-kar-sygdomme ved systematiske opsporinger.

- De lever blot flere år med en sygdom og den psykiske belastning, som den viden medfører, siger seniorforsker, ph.d. Cathrine Juel Lau, der har stået for undersøgelsen.

I alt er 60.000 københavnere blevet fulgt fra 1999 til 2009. Folk med diabetes blev sorteret fra og de øvrige blev inddelt i to grupper. En gruppe, der blev indkaldt til intens rådgivning og lægetjek, og en kontrolgruppe, der ikke blev. Efter ti år var seks procent diagnosticeret med type-2 diabetes i begge grupper.