De næste tre uger vil en kvart million folkeskoleelever have fokus på sunde vaner i forbindelse med skolernes sundhedsuger ’Aktiv rundt i Danmark’.
Men skal dit barn for alvor have glæde af sundhedsugerne, så er det vigtigt, at du som forælder involverer dig i det.
- Sundhed er jo ikke kun barnets ansvar. Hvis man skal ændre et barns sundhedsvaner, så kræver det, at forældrene derhjemme er med på det, siger projektets leder Anders Flaskager fra University College Syddanmark.
Nedenfor er hans gode råd til, hvordan man kan støtte sit barn.
Fem gode råd til forældre
- 1
Tag en dialog med dit barn om sunde vaner. Ofte gør vi bare, som vi gør, uden at vi taler om det. Men skolernes sundhedsuger er en god anledning til at tage en snak om sundhed, og dine holdninger påvirker barnet.
- 2
Find en god balance i jeres familie. Alt er ikke sort-hvidt, og man kan ikke være super sund altid. For meget er for meget, og for lidt er for lidt. Så bliv enige om, hvordan jeres balance skal være.
- 3
Find sjove sunde aktiviteter. Når man oplever succes med sunde vaner, så bliver man motiveret for at fortsætte. Er man ikke motiveret, så stopper man med de sunde vaner. Så find ud af, om dit barn er mest til rulleskøjter, svømning eller har det sjovt med at lave sund mad i køkkenet.
- 4
Vær aktive sammen i familien. Det betyder meget for børn, om du sætter dig på din flade, mens de er aktive. Lav i stedet noget aktivt sammen, som alle har det sjovt med. F.eks. spil fodbold sammen i gården, lav en forhindringsbane på legepladsen eller hop i trampolin sammen i haven.
- 5
Støt barnet under skolernes sundhedsuger. Hver aften skal de tilmeldte skoleelever notere, om de f.eks. har sovet nok, spist sundt og motioneret. Hjælp barnet med afkrydsningsskemaet, og tal om hvad I kan gøre, hvis dit barn for få point.