Dine gener afgør, om slankekuren virker

For nogle er der stor effekt af fx fysisk træning, for andre har det lille effekt.

(© Colourbox)

Forskere har ifølge videnskab.dk fundet ud af, at det delvist er genetisk bestemt, hvilken effekt man får ud af at dyrke motion og spise sundt.

Og det kunne jo være meget rart at vide, om man hører til dem, der har stor effekt af hård træning, eller om man hører til den gruppe, der har lille effekt af det. Og om det mon er fedtfattig kost, der virker bedst på én.

Man kan simpelthen være genetisk disponeret for ikke at få særlig meget gavn af sin sunde livsstil.

- Alle mennesker vil have en respons, når de går på diæt og er fysisk aktive, men der er forskel på, hvor stor responsen er, siger Tuomas Kilpeläinen, der er postdoc på København Universitets Biomedicinske Institut til videnskab.dk.

Folk med fedme-gen har mere gavn af motion

Indtil videre har forskere fundet ud af, at en variant i et gen kaldet FTO, som er den stærkeste hidtil kendte genetiske faktor for fedme, med stor sandsynlighed også har indflydelse på, hvor meget vi taber os, når vi dyrker motion.

- Mennesker, som har den variant af FTO-genet, der forårsager øget kropsvægt, har større effekt af fysisk aktivitet end andre. Det ser altså ud til, at det er særligt vigtigt for dem, der er genetisk disponerede for at blive overvægtige, at dyrke motion. Fysisk aktivitet kan tilsyneladende reducere virkningen af deres genetiske disposition for fedme, siger Tuomas Kilpeläinen.

Forskerne ved også, at nogle type 2-diabetikere har gavn af at dyrke bare en lille smule motion, mens andre skal bevæge sig meget mere, før de får noget ud af det. Den viden kan komme diabetes-patienterne til gode.

- Hvis vi finder de genvarianter, der er involverede, kan vi blive bedre til at vejlede diabetikere individuelt i, hvilken livsstil der gavner dem mest, for så kan vi se på deres DNA, om de får noget ud af at træne mere eller af at gå på en særlig diæt, siger Tuomas Kilpeläinen.