Flere danske professorer advarer mod, at man kan købe de smertestillende piller ibuprofen som håndkøb.
Det sker efter, at dansk forskning har vist, at ibuprofen øger risikoen for hjertestop med 31 procent.
Og hos Danmarks Apotekerforening er man enig i, at der bliver solgt for meget ibuprofen til folk, som lige så godt kunne bruge andre former for smertestillende medicin med færre bivirkninger.
- Ibuprofen skal ikke forveksles med almindelige hovedpinepiller som f.eks. paracetamol. Men i nogle tilfælde kan ibuprofen være det bedste valg til at dulme smerter. Det kræver en medicinfaglig indsigt at vide, hvad der er bedst, siger foreningens formand Anne Kahns.
Apoteker sælger mindre ibuprofen end butikker
På apotekerne udgør ibuprofen omkring en femtedel af den solgte smertestillende håndkøbsmedicin, mens ibuprofen udgør næsten en tredjedel af den solgte smertestillende håndkøbsmedicin i supermarkeder, tankstationer og andre steder i detailhandlen.
Det tyder ifølge Danmarks Apotekerforening på, at fagpersonernes rådgivning på apotekerne gør en forskel, i forhold til når folk er overladt til sig selv, når de vælger medicin i andre butikker.
- Vi håber, at Lægemiddelstyrelsen lytter til advarslerne fra forskerne bag den nye undersøgelse. Ibuprofen bør kun sælges på apoteket, hvor kunderne har mulighed for at få den fornødne vejledning, siger Anne Kahns.
Det har endnu ikke været muligt at få en kommentar fra Lægemiddelstyrelsen.