Den moderne topchef har for længst skiftet cigarer og whisky ud med pulsmålere og kompressionsstrømper i et forsøg på at udstråle et uudtømmeligt overskud.
- Det er en udvidelse af præstationskravene. Hvor man tidligere skulle vise en flot og sort bundlinje, skal man nu også vise et flot kondital og en god hvilepuls, siger professor og idrætsforsker Hans Bonde fra Københavns Universitet til P1 Morgen.
- Det er stadig tal, men man bliver altså ikke bare målt psykisk, men også fysisk nu, siger han.
Cheferne netværker med ekstremsport
Ledertyperne prøver altså at pynte deres CV med ultraløb, faldskærmsudspring og bjergbestigning, men det er ikke det eneste, de får ud af deres tidskrævende, opslidende strabadser.
- Man lærer sig selv bedre at kende. Man lærer sine styrker og svagheder at kende, og så får de også et fællesskab, som er meget, meget stærkere end det fra golfbanen, siger Hans Bonde.
- Når du er på teambuilding oppe i bjergene, er du også nødt til at tænke på de andre, ligesom du nogle gange selv får hjælp af de andre, når du er ved at kollapse, siger han.
En Ironman koster blod, sved og fritid
Det kræver mange fritidstimer at træne til en Ironman, og det kan gå ud over familielivet, fordi topchef-farmand som regel har travlt nok i forvejen. Men sådan behøver det ikke altid være.
- Indimellem sker det, at det bliver et projekt for hele familien, at farmand skal over nogle bjerge eller svømme, cykle og løbe helt urimeligt langt, siger Hans Bonde.
- Og måske ser man den lidt tilknappede og afmålte far med tindrende øjne og en sveddryppende krop i et helt nyt lys, så det er i virkeligheden langt mere komplekst, end man skulle tro.
Kroppen er blevet et vækstmarked
Alligevel mener Hans Bonde, at cheferne, og alle os andre for den sags skyld, skal passe på med at have så forfærdeligt travlt med at presse os selv til det yderste i alle livets henseender.
- Jeg beundrer dem egentlig, fordi det er fantastisk, at de i deres pressede hverdag også får tid til ekstremsport, og jeg er sikker på, at der er noget personlig udvikling at hente i det, siger han.
- Men jeg savner en diskussion af, om de her chefer i virkeligheden bare overfører væksttankegangen til deres egne kroppe, og hvad de egentlig vil have ud af al den ekstremsport.