Har du kastet dig over cykelsport? Og er du begyndt at døje med knæskader, følelsesløshed i bagen eller lændesmerter? Så kan det være, at din cykel er indstillet forkert.
Det er nemlig ikke helt ligegyldigt, om cyklen passer til kroppen, siger Marina Aagaard, der er Lev Livets motionsekspert.
- Er cyklen ikke indstillet rigtigt, kan man få overbelastningsskader i lænd, hofter og knæ - eller en ubehagelig cykeltur. Så rigtig indstilling af cyklen kan forebygge cykelskader.
Men det er der råd for. Cykelforretningen Jørgen Schmidt Cyklers Eftf. har indrettet et splinternyt cykellaboratorium, der kan tilpasse din cykel til kroppen med programmet BG Fit (BodyGeometry Fit):
- Mange motionister deltager i forskellige løb om søndagen og får måske ondt i ryggen, efter de har cyklet i et par timer. Et BG Fit kan hurtigt afdække, om det er styret, der skal justeres, eller der mangler et indlæg i cykelskoen, siger Tommy Steen fra forretningen.
Cykelturen skal være en god oplevelse
Det er Team Saxo Banks BG Fitter, Thomas Bundgaard, der har uddannet personalet i forretningen i, hvordan man lave cykeltilpasningerne.
- Det er blevet trendy at cykle, og folk poster mange penge i dyre cykler. Derfor skal cykelturen også være en god oplevelse. Ligesom løbesko skal passe til den enkelte løber, skal cykler også passe til den enkelte cyklist, så de kan cykle længere og hurtigere uden skader, fortæller han.
Han tager rundt i Europa og uddanner personale i cykelforretninger i at lave BG Fits.
Cykeltjek med video
Et BG Fit tager mellem to og tre timer. Første trin er et interview, der kortlægger cyklistens eventuelle skader og erfaringer med at cykle. Næste trin er en undersøgelse af hele kroppen. Dernæst tilpasses cyklen ud fra de resultater, man er nået frem til på trin et og to.
Seancen slutter med en videooptagelse af cyklisten, der cykler på en færdigjusteret cykel:
- Der er ikke forskel på de skader, en Tour de France rytter og en almindelig cykelrytter får ved at køre på en cykel, der ikke passer præcist til deres krop. Nogle får knæskader, fordi sadelhøjden er forkert. Er sadlen for smal, kan det over tid udløse følelsesløshed i siddeområdet eller sågar impotens. Andre får lændesmerter, fordi det ene ben er længere end det andet. Det finder vi ud af ved et BG Fit, og derefter tilpasser vi cyklen, så den passer den enkelte cyklist, fortæller Thomas Bundgaard.
En cykeltilpasning kan ikke kun foretages i form af et BG Fit. De foretages mange forskellige steder, søg bl.a. bikefit.com og Retul.
Dyr cykel ikke nødvendig
Du behøver ikke at bruge 40.000 kroner på en ny cykel, hvis man skulle få lyst til at dyrke cykelsport som motionsform. En billig(ere) kan være fuldt tilstrækkelig og opfylde alle ens ønsker.
- Ved cykelkøb skal man tale med cykelhandleren om, hvor mange kilometer om ugen, man cykler og oplyse sine nøjagtige behov: Er det transportcykling, turcykling i skoven eller bjerge i udlandet, ambitiøs motions- eller konkurrencecykling?, råder Marina Aagaard.
- At køre på en tung gammel damecykel, helt sikkert vil give træning! De dyrere cykler udmærker sig bl.a. ved at være lettere, men det vil under almindelig cykling ikke gøre en voldsom forskel. Jo, man kan mærke forskel, men måske ikke 35.000 kr. forskel! Og cyklingen vil blive meget lettere, hvis man taber sig.
- Når det er sagt, kan det selvfølgelig være en dejlig mental fordel, at have topudstyr, så det ikke er det, man går ned på, tilføjer hun.
Vær opmærksom på:
- Man indstiller saddelhøjden, så man kan træde rundt med flad fod og let bøjede ben. Sidder sadlen for højt, rokker hofterne fra side til side, forklarer Marina Aagaard.
- Og man indstiller styrhøjden, så man nemt kan nå styret med let bøjede arme og sidder godt uden at blive træt i ryggen. Dvs. også afstanden mellem styr og saddel skal passe sammen.