Leg dig til at løbe hurtigere

Man behøver ikke løbe den samme rute - og i samme jævne trav - uge efter uge. Prøv med hop, spring og indlæg eksempelvis bakkeløb på din rute. Det er sjovere, og du bliver stærkere af det.

(© Colourbox)

Har du også i årevis luntet den samme tur igennem skoven - eller rundt om søen. Og har du deltaget i de samme motionsløb år efter år - og løbet på samme tid.

Hvorfor mon?

Ja, en af årsagerne kan sagtens være, at der mangler udfordringer.

I landets løbeklubber står de klar med gode råd og tips til dit løb, så du bliver inspireret - sammen med andre - til at yde en ekstra tand.

Således opfordret troppede Lev Nu op til et ganske nyt tiltag i Lyngby Taarbæk kommune. Projekt Lyngby Løber, som er arrangeret af den lokale specialbutik, Løberen og den lokale avis, Det Grønne Område.

Ideen var butikschef Kaper Hansens - og målet var at finde ud af, om der var motionister i kommunen, som gerne vil motiveres til løb, der kunne blive både lidt sjovere og gøre den enkelte til en bedre løber og dermed fastholde lysten til at bevæge sig.

Vi skal lege

Så onsdag aften kan man af den grund se godt 60 løbere spurte rundt i kommunen under kyndig ledelse af de entusiastiske løbere fra Løberen. Og kodeordet for de populære løbeaftener er: Det skal være sjovt - og vi skal lege?

Alle de fælles træningsaftener har forskellige elementer: Bakkeløb i den lokale slotspark. Op og ned for fuld udblæsning - enten om kap eller sidelæns eller i bedste gadedrenge-løbestil.

-Det kan godt blive for kedeligt at løbe det samme og det samme hver gang, man løber. Hvis det bliver for kedeligt, så bliver folk enten trætte af at løbe - og det er for nemt at blive hængende i sofaen. Så derfor er der al mulig grund til at gøre sit løb lidt sjovere, forklarer Kasper Hansen.

Kortere løb

Og det kan eksempelvis gøres ved at løbe bakker, trappeløb eller lægge intervaller med hurtigløb ind på sin løberute. Kasper Hansen har selv gjort en vigtig opdagelse:

-Jeg er gammel trespringer og er lige nu i gang med at træne op til en trespringsturnering, hvor en del af min træning er løbetræning. Men jeg hører til dem, der godt kan blive træt af at løbe, så jeg gør blandt andet det, at jeg i stedet for at løbe en halv time, måske løber et kvarter - og så lægger jeg spurter ind, løber op og ned ad trapper og lægger forskellige styrkeøvelser ind, høje knæløft, armsving, planken etc. - og jeg kan tydeligt mærke og se på min krop, at det giver noget andet end bare løb.

-Jeg kan bla. se det på mine mavemuskler, forklarer Kasper Hansen, som bestemt ikke mener, at det kun behøver handle om, hvor mange kilometer man kan løbe - men også om, at man har det sjovt, når man træner. Men det handler selvfølgelig også om, hvilket mål man har med sit løb.

Når man har det sjovt og eksempelvis træner sammen i en gruppe, hvor man lægger legende momenter ind undervejs, så bevarer man lysten til bevægelse, mener han.

God træningseeffekt

Marina Aagaard, der er motionsekspert på Lev Nu er også begejstret for tanken om at lege motionen ind. Hun siger:

-Ja, man kan sagtens nøjes med at lave 'øvelser' som bakkeløb og trappeløb. De gør løbet bedre, men forbedrer også generel grundkondition og muskeludholdenhed og er fint som motion, varieret 'outdoor fitness'... formålet med almindelig løbetræning er specifikt at blive bedre til at løbe (længere distancer). Er formålet at motionere (alsidigt) er andre aktiviteter lige så gode. -Det er med bakkeløb og trappeløb som med andet. Hvis man starter forsigtigt op kan man sagtens holde til det og der er ikke ret meget større risiko for skader, men går man for hurtigt og for hårdt til værks er der en risiko for overbelastning.

-Bemærk, at hvis det er stejle trapper og man er uopmærksom, så er der en vis øget risiko for akutte skader, dvs. fald. Men er man opmærksom, er der en rigtig god træningseffekt!, forklarer Marina Aagaard og supplerer, at bremseeffekten ned ad bakke også er en god ting:

-Når man løber ned ad bakke, arbejder musklerne hårdt på at holde igen og de strækkes under belastning, og det gør dem stærkere, men kan også gøre dem ømmere. Det er ikke farligt, men kan kræve en ekstra pausedag.