Forestil dig, at du skal gennemføre et mini-triatlon med din datter på syv år: Først skal I svømme 25 meter, dernæst cykle to kilometer – og til sidst løbe én kilometer.
Mens det for nogle forældre måske lyder som good clean family entertainment, vil andre trække vejret dybt ned i lungerne og tælle til ti indeni.
Alligevel vil flere familier lørdag deltage i Danmarks allerførste familietriatlon ved navn ’Kinder+Sport Familie Tri’ i Aarhus. Et stævne, som Dansk Triatlon Forbund og Ferrero står bag.
Lisbeth Crafack, som er formand i Aarhus 1900 Tri, siger, at det en oplagt mulighed for at få en god oplevelse sammen:
- Især hvis man som forælder fokuserer mest på samværet, og på glæden ved at bevæge sig, og lidt mindre på det sportslige.
Samvær vigtigere end konkurrence
Familietriatlonen er konstrueret på den måde, at barnets alder afgør, hvor langt familieholdet skal svømme, cykle og løbe.
Og selvom mange voksne har et veludviklet konkurrence-gen, er det essentielt, at det ikke smitter af på barnet, forklarer Lisbeth Crafack:
- Vi kender det fra soccerdads og soccermoms, som efter en kamp kan finde på at spørge til, hvor mange mål barnet har scoret. I stedet bør de spørge barnet, om det har været en god kamp.
Fokuser i stedet på den sunde konkurrence, siger Lisbeth Crafack:
- Det ligger i sagens natur, at familietriatlonet er en konkurrence. Men i stedet for at konkurrere mod de andre, så fokuser for eksempel på, hvor hurtigt I kan foretage skiftet mellem svømning og cykling.
Styrker familielivet
Lisbeth Crafack er slet ikke i tvivl om, at det kan gavne familielivet, når man vælger at gennemføre et triatlon sammen.
For udover selve oplevelsen giver det også storebror på ni en større forståelse for lillesøster på syv, siger hun:
- Storebror finder for eksempel ud af, at lillesøster ikke er lige så hurtig som ham til at komme i løbetøjet. Men han skal alligevel vente på hende, for ellers kan de ikke gennemføre stævnet. Dermed lærer han at tilsidesætte egne behov, og det kan i visse tilfælde være ganske lærerigt.