Året 2017 vendte op og ned på livet for både 73-årige Kirsten Davgaard og 76-årige Lone Skovsgaard-Andersen.
Den 25. marts døde deres mor, Dagny Pedersen. Et dødsfald, der skulle bringe de to halvsøstre sammen for første gang i 73 år.
De takkede nemlig begge ja til at være med i DR1-programmet ’Forsvundne Arvinger’.
Siden programmet skriver de to søstre nu jævnligt til hinanden på internettet og ringer sammen.
- Vi kalder faktisk ikke hinanden halvsøstre mere. Nu er vi bare søstre, og vi har fået det så godt sammen, fortæller Lone.
Siden de mødte hinanden sidste sommer, har de ikke set hinanden. Der er lidt rejsetid mellem Kirsten, der bor udenfor Køge, og Lone i Nordjylland.
- Men vi planlægger at mødes i år, og at min bror Jørgen også skal møde storesøster Lone, siger Kirsten.
Både mor og far havde børn fra tidligere forhold
Kirsten og Jørgen hørte først om familiehemmeligheden, da de mistede deres far – Dagnys mand, Svend Frede Ellevang Pedersen. Her tog Dagny testamentet frem og fortalte, at både Svend og hun havde børn fra tidligere.
- Det var da et chok, og jeg var en byge af spørgsmål. Men jeg fik dem aldrig stillet, og jeg havde også fornemmelsen af, at min mor ikke ville tale om det, fortæller Kirsten.
Derfor forblev Lones identitet ukendt. Men så gik arkivar Adam Kronegh på jagt. Gennem Rigsarkivets 460.000 hyldemeter, gamle kirkebøger på Rigshospitalet og faderskabssager hos politiet kunne han optrevle, hvad der skete for 76 år siden.
Journal 1220
I arkivet over faderskabssager fandt han nemlig journal 1220. Lones journal.
En fuldmagt fra Kirsten gav indblik i sagen. Det viste sig, at Dagny i år 1941 boede i et lille lokalsamfund på Sydfalster. Hun var 17 år. Ugift og gravid.
Dokumenterne fortalte, at Dagny havde et forhold til Lones far, men at ægteskab ikke var på tale. Derfor flyttede hun, to uger før fødslen, ind til Mødrehjælpen i København, og den 3. oktober 1941 blev Lone født.
Blot otte dage efter skrev Dagny under på, at Mødrehjælpen måtte give datteren bort. Dagny var ikke til at overtale, selvom de håndskrevne noter viste, at hun var ulykkelig over at bortadoptere sin datter.
- Det var jo en beslutning gjort i kærlighed, og jeg har aldrig været vred på hende. Det må have været forfærdeligt at bo i et lille samfund, være gravid og ugift, så jeg har fuld forståelse for hendes beslutning, siger Lone.
Strenge adoptivforældre
De første fem måneder af Lones liv var på Vangede Børnehjem. Herefter blev hun adopteret og voksede op i Nordjylland. Et hjem med en streng opdragelse, og der ventede en endefuld, hvis ikke Lone og hendes adoptivbror overholdt reglerne.
En barndom, der står i skarp kontrast til den, Dagny gav Kirsten og Jørgen.
- Det gør mig ondt at høre, at Lone har haft det sådan. Det ville jeg ønske, at hun ikke havde oplevet. At hun i stedet var vokset op med den kærlighed, vi har fået gennem hele livet, siger Kirsten.
"Ups, jeg har glemt småkagerne i ovnen"
Lone fik som seksårig at vide, at hun var adopteret. Først da hun var i 20’erne, valgte hun at lede efter sin biologiske mor.
Efter en tur i arkiverne hos den lokale politimester kunne hun finde sin mor, Dagnys, fulde navn og efterfølgende gå til Gladsaxe Kommune, der gav hende et telefonnummer.
Første samtale husker Lone tydeligt.
- Min mand kunne høre mit hjerte hamre, som han sad der ved siden af. Jeg ringede op, og da hun tog telefonen, og vi havde sagt goddag, spurgte jeg, om år 1941 sagde hende noget, fortæller Lone.
- Herefter sagde hun: "Ups, jeg skal lige ud til mine småkager i ovnen". Jeg må have givet hende et chok af en anden verden.
Dagny kom efterfølgende tilbage i telefonrøret. Selvfølgelig huskede hun år 1941.
- Hun sagde: "Ja, du er min datter". Hun lød simpelthen som det dejligste menneske, og vi havde flere gode snakke med tiden, siger Lone.
"Der tog hun sgu røven på os, den gamle"
Lone talte i telefon med Dagny 10-12 gange gennem hendes voksenliv. Mor og datter mødte dog aldrig hinanden.
- Jeg ville ikke bryde ind i hendes liv på den måde. Jeg ville være bange for at ødelægge noget i familien ved at dukke op, siger Lone.
Telefonsamtalerne holdt Dagny hemmelige for sin egen familie.
- Det var nok det største chok for mig i forbindelse med programmet. At min mor havde talt med Lone flere gange uden at fortælle os noget. Det var jeg faktisk ret vred og skuffet over, siger Kirsten.
Skuffelsen blev dog vendt til humor med et ”ja, der tog hun sgu røven på os, den gamle”. Ved eftertanke kan begge døtre godt forstå moderens hemmeligheder.
- Det har simpelthen været for hårdt for hende at fortælle om. Det må have været en forfærdelig tung byrde for hende at bære alene. Men sådan var hun. Kærlig og omsorgsfuld, men talte aldrig om følelser, siger Kirsten.
Frasiger sig al arv
Selvom Lone var arveberettiget, takkede hun nej til de 20.000 kroner efter Dagnys død.
- Jeg vil ikke have noget, og jeg synes ikke, jeg har krav på noget. Arven skal jo gå til dem, der kendte hende, siger Lone.
Dog havde hun et ønske. Et billede af Dagny, som Kirsten havde med sig, da de to mødtes.
- Ligheden er slående, og jeg kan sagtens se, at hun ligner mor. Det er sjovt at have den søster, som jeg gik og drømte om, da jeg var mindre, siger Kirsten.