Det var faktisk ret tilfældigt, at familien Nissen-Andersen havnede som hovedpersoner i den nye runde af de populære DR1 programmer, ’Skru tiden tilbage’.
Det var familiens ældste datter Johanna på ti år, der havde set et opslag om, at DR1 søgte familier, og da alle i familien havde set programrækken fra 50´erne og var meget begejstrerede, ja så syntes Johanna da også, at hendes egen familie skulle melde sig til.
- Mor, skal vi ikke, blev hun ved med at spørge, og da jeg er en ret spontan type, så tænkte jeg – så pyt da - hvorfor ikke, forklarer Dorthe Nissen.
Johanna fik lov til at sende ansøgningen af sted, og så tænkte hendes mor, at det var nok det.
Men det var det så ikke, for så kom der en invitation til casting.
- Jeg syntes, det var sjovt – Joakim skulle lige overtales. Men vi er sådan en familie, hvor jeg og Johanna er ret impulsive, og så følger de andre med, men det plejer aldrig at blive kedeligt, og vi får som regel en masse sjove oplevelser ud af det sammen.
Så derfor havnede familien – mor Dorthe, der er pædagog og arbejder i institution for tre-til seks årige, far Joakim, der er elektriker og børnene Johanna, 10 år, Nikoline otte år og Lauritz på tre år – som hovedpersoner i ’Skru tiden tilbage’ og skulle med tidsmaskinen tilbage til 70’ erne.
Familie i forstaden
Familien, der til daglig bor i en landejendom i den lille by Nim i nærheden af Horsens, havde intet forhold til dét at bo i parcelhus.
- Vi havde forberedt os i forvejen. Set film, fjernsyn og læst bøger om 70´erne. Men jeg troede, vi skulle tilbage og være hippier, jeg blev meget overrasket over, at vi skulle bo i et parcelhus og være forstadsfamilie.
Men det mest tankevækkende for alle i familien var nok, at en uge i 70´erne fik dens øjne op for, at den i virkeligheden er ret godt tilfreds med at være familie her i 2017.
- Jeg ved godt, det lyder som en kliché, men jeg tror, vi i den uge fandt ud af, hvor stille der var uden al teknikken, som fylder meget i vores hverdag. Men faktisk kan vi alle sammen godt lide at have fart på, og vi fandt ud af, at vi alle sammen er ret godt tilfreds med vores liv i hverdagen.
En sjov oplevelse at vende tilbage til
Dorthe Nissen oplever nemlig ikke hverdagen som fortravlet hos familien. Til gengæld var ugen i 70´erne en stor oplevelse for familien på en anden måde.
- Det var en helt speciel oplevelse, som vi har sammen, og som vi altid vil kunne vende tilbage til som en sjov fælles oplevelse. Der er mange, der har sagt til mig, at det ville de aldrig gøre – men sådan er vi, og vi syntes, det har været sjovt at deltage. Jeg er meget taknemmelig for den oplevelse.
Der er faktisk ikke rigtigt noget, Dorthe Nissen her bagefter savner fra 70´erne - hverken madlavningen – som fx kødpølsesalaten og fonduen, hun savner heller ikke curlerne og tøjet, eller den ro, der var i hjemmet, fordi det ikke var fyldt med computere, tv og iPads.
- Vi fandt selvfølgelig ud af, at vores børn sagtens kan lege sammen, når der ikke er den forstyrrende teknik. Men det synes jeg faktisk også de kunne i forvejen.
- Vi er ikke sådan et hjem, hvor man kun må sidde med sin iPad i ti minutter eller har regler om lørdagsslik og den slags, vi tager tingene som de kommer – og jeg synes, vi er udmærket klar over, at hvis vi giver vores børn tid og ro, så kan de godt lege sammen alle tre. De oplever vi fx, når vi er på ferie, så er vi gode til at give hinanden tid, og børnene er gode til at være sammen uden at skændes.
Børnene får ansvar
I 70´er ugen er de tre børn ofte overladt til deres eget selskab. Men børnene får også meget ansvar til hverdag, fortæller Dorthe Nissen.
- Vi er ikke over vores børn hele tiden. Vi giver dem ansvar alle tre og stoler så også på, at de klarer det – vi ville jo ikke have tid til andet, hvis vi skulle passe på og overvåge dem hele tiden. De skal selv have lov til at prøve kræfter med tingene.
Men ofte prøver familien i fællesskab tingene af, og bagefter får børnene lov til at afprøve det.
- Vi er nok sådan lidt – 'neeej, se der er en vandpyt, lad os se, hvor dyb den er.' Jeg synes egentlig, at vores børn er heldige at have os som forældre, vi tager tingene, som de kommer. Det har jeg nok fra mit fag, for her er man nødt til at tage tingene stille og roligt.