Brevkasse: Er cykling eller vandring bedst?

Kvinde med cykel
(© Colourbox)

Spørgsmål:

Er det bedst, mht. fedtforbrænding, at cykle eller vandre i høj intensitet?

Jeg har gået 5,5 km på 2,5 time og forbrændt 750 kalorier. Og jeg har cyklet 19 km på 2,5 time og også forbrændt 750 kalorier.

Hvilke af disse to aktiviteter er bedst for kroppen? Er det cykling, fordi den ikke er vægtbærende?

Mange tak for svaret!

Det ene er ikke bedre end det andet

Der er ikke et entydigt svar på om cykling eller vandring er bedst for kroppen.

Det afhænger helt af, hvad formålet er, fx hvad man gerne vil være god til, og hvad ens egne forudsætninger er.

Som det ses i eksemplet, kan man fint anvende begge aktiviteter, hvis formålet er at forbrænde kalorier; alle former for fysisk aktivitet øger forbrændingen; hvor meget afhænger især af hvor 'hårdt' man arbejder eller træner.

Træningsintensiteten, energiforbruget, afhænger eksempelvis af hastighed og belastning (også i form af ens egen kropsvægt). Kalorietallet i eksemplet lyder dog ret højt; normalt kræves der en relativt høj ganghastighed, eller ret stor kropsvægt, hvis gang skal forbrænde så mange kalorier. Jeg ville eventuelt tjekke pulsurets indtastede data.

Fordelen ved cykling kan blive en bagdel

Cykling har den fordel, at man kommer mere omkring og får set mere på turen, og at man skåner leddene. I almindelig cykling på landevej er der næsten ingen belastning på knogler og led, hvilket er en fordel hvis man fx er overvægtig eller skadet.

Til gengæld er samme fordel en bagdel, hvis man ønsker at styrke knoglerne, for det gør man stort set ikke i almindelig cykling.

Gang styrker knoglerne

Gang har den fordel, at det er vægtbærende motion (ligesom løb) og alligevel rimelig blidt for leddene. Vægtbærende motion styrker knoglerne og kan være med til at forebygge osteoporose, knogleskørhed.

Gangmotion er derfor god motion, også som supplement til cykling eller svømning, og intensiteten kan sættes i vejret ved at sætte tempoet op, såkaldt powerwalk, hvor man går rask til med gode armsving, så vejrtrækningen føles anstrengt.